I sommeren 1974 omkring kl. 23 faldt jeg i søvn bag rattet. Jeg kørte ind i bagenden af en lastbil, der holdt parkeret ved siden af en motorvej. Den klemte den 1967 Ford Mustang, jeg kørte i, mellem bagakslerne og bunden af traileren.
Da jeg vågnede, var jeg i et rum på en båre sammen med en hospitalsmedarbejder klædt i hvidt, som tog mit tøj af. Jeg spurgte: ''Hvad foregår der?'' Han sagde: ''Jeg må hente en læge, bevæg dig ikke.'' Jeg lå der, indtil lægen kom ind og kørte mig ind i et andet rum, der så ud til at være en skadestue. De begyndte at tjekke mig ud.
Mens jeg var derinde, sagde en statspolitibetjent: ''Er du klar over, hvad der skete med dig?'' Jeg sagde: ''Nej, men jeg drømte, at jeg stod ved siden af min bil og prøvede at kigge ind i den, mens det meste af den var klemt fast under denne lastbil. Jeg kunne egentlig ikke se meget mere end bagsiden af førersædet og tænkte, at jeg havde drømt, at nogen havde stjålet min bil og været ude for en alvorlig ulykke. Jeg tænkte, at selvom bilen var smadret, måtte føreren være blevet dræbt.'' Betjenten blev næsten bleg og sagde: ''Det var ikke en drøm, du havde, det du beskrev, er præcis det, der skete.''
Så viste han mig nogle billeder, de havde taget på stedet, af præcis det, jeg havde set i min drøm. Han sagde: ''Hvis jeg havde troet, der var en chance for, at du var i live eller viste tegn på liv, ville jeg have bedt redningsholdene om at skynde sig.'' Det tog os 21/2 time at få bilen ud fra mellem aksslerne og bunden af traileren og dig ud af bilen. Paramedicinerne sagde: ''Glem det, han er væk.'' De læssede mig ind og bragte mig til hospitalet, hvor jeg senere vågnede.
Det tog mig år at indse, at det måtte være mig i bilen, jeg prøvede at undersøge. Jeg kunne muligvis have været tæt på at være død; Jeg fik brækket arm, håndled, næse, kæbe og indre skader og urinerede blod i nogle dage efter. Det tog et par måneder, før jeg følte mig som mig selv igen. For 30 år siden hørte jeg aldrig om nærdødsoplevelser, og det var heller ikke noget, man hørte om. Jeg troede egentlig bare, det var en drøm. Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, ved jeg stadig ikke med sikkerhed, om jeg var død. Jeg tror heller ikke på liv efter døden, for mig er død enden.
====
Jeg ledte bare efter artiklen og fandt den. Den er gammel og slidt, men billedet af bilen er tydeligt. Den viser statspolitiet stående ved siden af den ødelagte bil sammen med en forbipasserende. Artiklen har mit navn, alder og adresse trykt under billedet. Resten af den højre side af artiklen er ikke læsbar. Jeg var lidt forkert på ulykkesdatoen. Artiklen blev trykt i avisens udgave den 4. juni 1974. Jeg slog faktisk rattet af efter sammenstødet med min overkrop og ansigt. Jeg tog hele slaget fra midten af ratstammen lige midt på brystet. Havde jeg set det komme og spændt op, ville det nok have slået mig ihjel med sikkerhed. Min far tror, at det at sove, slap og bare flyve ind i det hele uden at blive anspændt, der reddede mig.
Jeg er ikke sikker på, om jeg stadig er i bilen eller ej på dette billede. Sandsynligvis ikke, for alt jeg husker er, at jeg stod ved bagruden på førersiden og prøvede at kigge ind, men det var mørkt, og jeg kunne ikke se godt nok ind til at se, hvem det var. Der var ikke andre der end mig på det tidspunkt. Efter at have tænkt lidt mere over det, kan jeg ikke huske nogen følelse, lufttemperatur eller lugtesans. Jeg gætter på, at min drøm eller NDE var umiddelbart efter ulykken. En ting jeg husker er, at der var damp fra varm frostvæske og motorolie, hvilket gjorde det sværere at se indeni. Jeg stod der alene og spekulerede på, hvad der foregik. Efter det var der ikke mere at drømme om eller huske, indtil jeg vågnede på hospitalet. Jeg kan ikke huske at være blevet fjernet fra bilen eller blive bragt til hospitalet. Jeg tror, grunden til, at jeg troede, det var en drøm, er, at jeg vågnede, som jeg plejer; bortset fra at jeg var uden tøj i et hospital.