Beskrivelse af oplevelsen:

Er vi “sjælevenner”, eller endnu mere? Jeg havde aldrig hørt begrebet ”sjælevenner”, eller vidste hvad det betød, førend for fem år siden, men jeg vidste at mit forhold til min kone var mere end blot et ægteskab. Jeg havde altid følt, at det var skæbne. Der lod til at være en enorm kraft, der havde ført os sammen. Jeg vil fortælle min historie og lade dig, kære læser, selv bedømme.

Jeg blev gift med min første kone i 1975. Der var ikke meget ægteskab over det, for at sige det mildt, men da jeg var vokset op i et miljø, hvor mine nærmeste slægtninge (inklusiv mine forældre) havde turbulente ægteskaber, følte jeg at dette var normen. I de efterfølgende to år blev det ikke bedre, men da jeg var blevet opdraget med en stærk religiøs moral var jeg dedikeret til at få det til at fungere, og få det bedste ud af det. Jeg fortalte aldrig nogen om problemerne ved mit ægteskab, eller hvor krævende det var at få det til at fungere.

På det tidspunkt arbejdede jeg hos en automobilproducent, og i november 1977 blev der ansat en ny pige som kassedame på kontoret. Hun var tre år ældre end mig, var gift og havde en søn. Hendes navn var Mary Alice. Jeg synes hun var sød, med en skøn personlighed, lidt som søster. I de følgende måneder blev vi venner, som talte sammen ved lejligheder, og vi havde tilmed dobbelt dates med vores ægtefæller. Der var ingen fysisk tiltrækning, jeg nød blot hendes venskab.

Ind i mellem afholdt producenten et møde for forhandlerne i området, om aftenen på et lokalt hotel. Disse møder var forbeholdt managerne, men når de havde andre aftaler spurgte de mig, om jeg ville tage afsted. Sædvanligvis accepterede jeg… det var jo trods alt gratis mad, gratis drinks og en aften uden hustruen. Om eftermiddagen, før mødet, henvendte Mary Alice sig. Hun fortalte mig, at hun ligeledes skulle med om aftenen, og spurgte mig om jeg kunne køre hende. Vi aftalte at mødes ved mit hus, og så køre derfra. Det var tidlig marts, kort efter den store snestorm i januar 1978. Der lå stadig sne på jorden, og tempetaturen lå under minus 1 grad. Vi ankom til hotellet, og samledes i loungen med folk fra andre forhandlere.

Efter et par drinks, og efter at have blandet sig med de andre, blev vi kaldt til aftensmad. Mary og jeg gik hver for sig før og under maden, blot for at mødes igen i loungen efter aftensmaden. Da aftenen gik ind i de sene timer, begyndte folk at tage hjemad en for en. Snart var vi de eneste to tilbage fra det oprindelige møde. Klokken nærmerede sig midnat, og vi besluttede at tage af sted. På daværende tidspunkt var nattens temperaturer droppet til frysende minus 15 grader. Vi skyndte os tilbage til bilen blot at finde den belagt med tyk frost, der krævede kræfter at fjerne. På grund af kulden havde jeg ikke lyst til at gå ud og skrabe sidespejlet.  Så mens motoren kørte sad vi begge der og rystede som hoppende bønner, og vores tænder klaprede som et trykluftsbor.

Mens jeg beklagede mig over kulden rykkede Mary langsomt over mod mig, blot for at vi kunne varme hinanden. Langsomt begyndte også bilen at blive varm. Da vi stoppede med at ryste, befandt vi os i hinandens varme omfavnelse. Langsomt drejede vi vores ansigter mod hinanden, så vi endelig sad næse mod næse. Så skete det… et kys… kysset der blev starten på vores nye liv. Vi var begge to gift, men det føltes så naturligt, hvordan kunne det være? Det her var langt over stregen for os begge, vi vidste bedre; vi var ikke den type mennesker, der havde evnen til at gøre den slags. Samtidig havde Mary stærke moralske overbevisninger. Men… DET FØLTES NATURLIGT !!  Blot én nat var vi ikke gift, vi var to forvildede skibe, der stødte sammen midt om natten. Vi kyssede igen og igen, og så endnu mere.

Da bilen endelig var varmet helt op, kørte jeg hjemad med armen rundt om Mary Alice. Vi fortalte hinanden om vores ægteskaber, og hvor forfærdelige de var blevet. Dette var en overraskelse for os begge. Ingen af os havde troet, at den anden levede et forfærdeligt liv med deres ægtefælle. Da jeg satte Mary af ved hendes bil, indså jeg at dette var intet mindre end en indikation på, at jeg måtte se af komme ud af mit ægteskab. Jeg gik i seng den nat og prøvede at finde ud af, hvad der faktisk var sket denne aften. 

Den næste dag på arbejdet nærmede jeg mig ikke Mary før frokost, og det var blot for at få lidt forandring og en sodavand. Da hun gav mig pengene tilbage, så hun på mig og sagde “det i går aftes skete ikke, glem alt om det, jeg har en mand og en søn at bekymre mig om”. Som en af de få gange i mit liv modstod jeg en anmodning og svarede “Jeg kan ikke bare glemme det. Der skete noget i går aftes. Hvornår kan jeg se dig igen?” Uden tøven svarede hun “Fredag aften. Der arbejder jeg med mit job nummer to, og har fri ca. kl 22.00 eller der omkring”.

Det blev fredag aften, og jeg fortalte min hustru at jeg skulle ud med nogle af gutterne fra arbejde. Jeg mødte Mary på teatret, hvor hun arbejdede, og tog hende med på en lille italiensk restaurant. Vi talte i timevis om vores liv, vores familier og vores ægteskaber. Det var først denne aften jeg indså, hvor vidunderlig en person Mary virkelig var. Vi tog endnu engang afsked, og jeg indså endelig at jeg måtte se at komme ud af mit ægteskab. Jeg forlod ikke min hustru til fordel for Mary Alice… vi havde ikke lovet hinanden, at vi skulle være sammen, men snarere forlod jeg min hustru PÅ GRUND AF Mary Alice; Hun viste mig, at der var en bedre måde at leve på, og jeg var fast besluttet på, at være sammen med en som hende (hvis ikke hende).

Den søndag aften fortalte jeg min kone, at vores ægteskab var slut, og mandag eftermiddag forlod jeg hende. Jeg ringede til mine forældre om mandagen fra arbejde og fortalte dem, at jeg flyttede hjem igen. Jeg gik ind på kontoret og takkede Mary for det hun havde gjort for mig, gik igen for at hente nogle private ejendele, og tog hjem til mine forældre. Den aften omkring kl 20.00 ringede telefonen. Min mor svarede, gav telefonen til mig, og sagde det var Mary. Jeg blev temmelig frustreret, og havde virkelig ikke lyst til at tale med min hustru allerede. Ahh, jeg glemte at fortælle dig; Min kones navn var Mary… Mary Ellen. Modvilligt tog jeg telefonen, og til min store overraskelse var det Mary Alice. Det lod til at hun blot ville høre, hvordan alting var gået. Jeg fortalte hende, at hele min familie havde budt mig velkommen med åbne arme, og at de alle vidste at min hustru var en kælling. Jeg kunne åbenbart ikke skjule noget fra dem. Under vores samtale hørte jeg meget larm i baggrunden, og vidste at hun ikke var i hendes eget hjem. Jeg spurgte hende, hvor hun var, at hun sagde at hun var hos hendes forældre. Så droppede bomben. Hun var gået fra sin mand. Jeg fortalte hende, at hun ikke skulle forlade sin mand på grund af mig, og hun forsikrede mig, at det gjorde hun ikke. Men i virkeligheden vidste vi begge, at det gjorde hun… og at jeg gjorde det af samme årsag. På mindre end én uge fandt vi begge det vi søgte, det som vi havde ledt efter i mere end 20 år. Nemlig hinanden.

Dette blev begyndelsen på en 6 måneders affære med hemmelige møder, middage på steder langt væk og lange eftermiddagsture. Vores kærlighed blev stærkere som dagene gik. Mange gange sagde vi tårefyldt farvel, velvidende at der kunne gå flere dage før vi igen kunne være sammen.  Det var sværest på arbejdet, når vi passerede hinanden på kontoret eller i garagen, uden at være i stand til at røre, omfavne, eller trøste hinanden.

Tidligt indgik vi et kompromis, nemlig at hvis der nogensinde kom et tidspunkt, hvor en af os ville ud af forholdet, så skulle den anden frit lade vedkommende gå… ingen spørgsmål, ingen argumenter. Ser du, vi kom begge fra en forfærdelig situation, og vi ønskede ikke at begå same fejl igen. Så ondt som det må have gjort på os, så ønskede vi det bedste for os begge. OG DET GJORDE DET. Der kom et tidspunkt, hvor Mary blev inviteret ud på drinks efter arbejde af en meget velhavende kunde. Hun blev temmelig smigret og accepterede.

På vej hjem fra arbejde fortalte hun mig om hendes date, og hun forsikrede mig at det var en rent venskabeligt og platonisk sammenkomst.  Jeg var ikke begejstret for det, og det fornemmede hun, men jeg vidste at hvis vores forhold var bestemt til at holde, var der ingen bedre måde at bevise det end at teste det. Jeg vil ikke gå i detaljer omkring det, for selv i dag gør det ondt, men da jeg kom hjem (ca. en 35 minutters køretur) ringede telefonen, og det var Mary Alice. Først troede jeg, at hun havde fortrudt, og ringede for at fortælle, at hun slet ikke var taget med ham hjem. Tog jeg fejl? Der var sket noget… noget som hun ikke afslørede fuldt ud for mig på det tidspunkt. Hun ville simpelthen ikke tale om det. Hun lod mig vide tilstrækkeligt meget for mig at indse, at der var foregået et seksuelt møde den eftermiddag.

Det var noget, som kom til at tære på mig følelsesmæssigt i årevis. Det var først midt i 1990´erne, da jeg gennemgik en meget stærk følelsesmæssig genkaldelse af denne begivenhed, at jeg var i stand til at få den godt gemte sandhed frem, som Mary havde begravet så dybt i hendes sind. Der gik cirka tre dage med at lede i fortiden, med at krænge minderne ud af hende. HUN KUNNE IKKE HUSKE DET. Endelig, jeg kom til at lave en sårende bemærkning, der fik hende til at græde… græde som hun aldrig havde grædt før… og så stoppede hun. Død stille. Jeg kiggede op på hendes ansigt, og så rædslen og smerten i hendes øjne. Med skælvene læber sagde hun roligt “Jeg blev voldtaget. Han voldtog mig.” Hun var kun i hans hjem i 15 minutter. Jeg husker hun fortalte mig i vores telefonsamtale, at det eneste hun kunne tænke på var mig…“hvad lavede jeg overhovedet der, jeg havde jo dig.” Hun nævnte også, at det var det tætteste hun havde været på at blive voldtaget.

På det tidspunkt kunne hun ikke fortælle mig, hvad der var sket. Mary frygtede, at jeg ville gøre noget så drastisk, at det ikke blot ville bringe vores forhold i fare, men også få bragt en kriminalsag over mig. Hun havde ret; Jeg ville have slået svinet ihjel. I stedet tog hun skylden, for hvad der var sket, og fortalte mig selektivt hvad der var sket. Hun gamblede… Jeg kunne være gået fra hende, men hun har altid haft det irske blik. Når jeg ser tilbage på det nu, så tror jeg oprigtigt på, at det var den enorme kraft, Gud om du vil, der gav hende en lussing og sagde “Hvad fanden laver du. Jeg gav dig alt hvad du behøvede. Du behøves ikke at lede mere.”

Vi har været sammen i over 24 år nu, mere forelsket end nogensinde, og evigheden venter på os.

To ting yderligere af interesse. Cirka en uge før den kolde nat i marts havde jeg en drøm, der fik mig til at vågne fra en dyb søvn. En drøm som jeg aldrig tidligere havde haft, ej heller siden. Den var kort uden nogen dialoger.

Jeg sad på en udendørs café; det var sent, aftentid måske, med en tyk tåge i luften. Silouetterne af to personer kom gående mod mig. Jeg kiggede ned for at læse avisen, og følte tilstedeværelsen af en af personerne siddende ved mit bord. Jeg så op, og det var Mary Alice. 

Det var som om, at denne drøm var et varsel, et tegn på ting der skulle ske.

Den anden ting, tja der har kun været tre kvinder, som jeg nogensinde har haft et seriøst forhold med. Min kone, min ex-kone, og en pige fra gymnasiet. De hed alle sammen MARY.

Min kone, Mary Alice, har kun været seriøs med én anden person, hendes ex-mand. Hans navn var Jon, mit navn er John. Det ser ud til, at vi ledte efter det rigtige navn, blot den forkerte person.