Beskrivelse af oplevelsen:

I løbet af nogle få år havde jeg mødtes med en gruppe venner fra Vietnam krigen, der var plaget af posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Mit bidrag til disse mænd var at støtte. Jeg lyttede til deres historier. En del af det forhold, vi havde, var at jeg hjalp dem med at udvikle fortælleevner og udvikle et miljø med nogle åndelige dimensioner inden for hvilket, de kunne genfinde deres individuelle følelse af spiritualitet. Jeg introducerede dem til indiansk svedceremoni for at etablere en fælles åndelige grund uden en specifik trosretning, da disse mænd havde forskellige baggrunde i trospraksis og trosretninger.

Som et spørgsmål om menneskelighed var det nødvendigt at etablere et trossamfundsfrit miljø. Det syntes at være en almindelig faktor hos kampveteraner (ramt af PTSD) enten at have afvist trospraksisserne i deres baggrund eller mere almindeligt at have afvist og følt sig afvist af deres tro som følge af deltagelse i væbnet kamp.

Som de andre i vores gruppe, der mødtes med disse gode mænd og kvinder – veteranerne – tilbød vi dem hver især venskab, empati og hengivenhed.  Min egen praksis var at faste de lørdage, vi mødtes. Dette hjalp mig til at forberede mig på at gå i dialog med disse vidunderlige mennesker.

Lørdag den 14. november 1992 mødtes vi som planlagt med en lille gruppe, som vi havde mødtes med i omkring fem år. Af en eller anden grund ringede veteranerne ind og undskyldte sig på forskellig vis for den dag.  Med en god ven, Virgil C., ejeren af det sted hvor vi mødtes, besluttede jeg at fortsætte med ceremonien for os selv.

Omkring femogfyrre minutter inde i svedceremonien havde jeg en følelse af at være tung og noget ubehag i venstre side af brystet. Som om der hobede sig varme op inde i mig. At læne sig op ad den koldere jord syntes også at lette noget af dette tryk for brystet. Jeg havde lettere dårlig mave, men jeg kunne tilskrive det at være på faste. Jeg bad dog om at gå udenfor og få vejret igen, da jeg følte et behov for at lindre varmen i min venstre side.

Da jeg først var udenfor med en smuk udsigt over San Pablo Bay i nattens stilhed, ville jeg bare slappe af og slippe mit indre løs. Bugtens vand syntes fyldt med bobler af lys, der dansede og bevægede sig, nogle gange mod strømmen i en slags dans. Jeg var meget tiltrukket af dette usædvanlige skuespil, men søgte ikke efter nogen mening eller betydning i det. Det var bare smukt. Og da jeg fortalte min ven om dette, var han enig (først senere fortalte han mig, at han aldrig så noget).

Vi vendte tilbage til svedehytten for at afslutte ceremonien. Den eneste begivenhed, der gav mig en ro. Hver gang jeg lukkede øjnene for at slappe af, havde jeg følelsen af at være et andet sted på en rejse hen over en mark. Men igen afviste jeg det til træthed og faste.

Ved slutningen af en tredje runde i saunaen startede en voldsom trykken i mit bryst. Jeg spurgte min ven om hans mening, og han indvilligede i at stoppe. Vi gennemførte ceremonien i overensstemmelse med traditionen – et spørgsmål om respekt.  Og tog af sted til hans hus, hvor vi skulle nyde en let middag. Nu blev min mave virkelig dårlig, men da jeg fastede, tog jeg mig ikke af det. Jeg tog et stykke slik, og mens jeg spiste det, faldt min mave til ro. Jeg troede, at dette bekræftede, at mit ubehag skyldtes en lang faste, som jeg lige var ved at bryde. Jeg følte mig lidt ør i hovedet, men ikke bekymrende.  Da vi satte os til middag – salamisandwich og kaffe – blev jeg pludselig svimmel. Mit bryst gjorde ikke ondt, men jeg følte det som om, jeg var ved at blive kvalt, selv om jeg kunne indånde langt mere luft end før. Det føltes, som om mit brystben blev adskilt og revet fra hinanden. Nu var jeg rigtigt bekymret. Min ven spurgte mig, om jeg var ved at få et hjerteanfald, og men jeg svarede nej. Sandheden var, at jeg var ikke var følelsesløs i armen eller kæben, som er de symptomer, der almindeligvis nævnes. Men jeg blev alligevel meget bekymret og bad ham om at køre mig til det lokale Kaiser-Permanentes hospital i Richmond omkring tyve minutter væk. Det gjorde han, og jeg er taknemmelig for, at han gjorde det.

Da vi forlod huset, forsøgte jeg at tale til ham med lidt humor, men han så meget bekymret ud, og jeg ønskede ikke at påtvinge ham ubehaget ved det, jeg stadig troede var resultatet af min faste hele dagen. Så blev jeg opmærksom på, at jeg forlod bilen gennem vinduet og så min ven og et kadaver, der hurtigt forsvandt ned ad gaden. Den tomme krop ved siden af min ven syntes at være mig – og jeg syntes bare, det var mærkeligt. Men jeg holdt det for mig selv, da jeg ikke forstod det på tidspunktet.

Efter at have bevæget mig gennem det omkringliggende landskab befandt jeg mig på samme sted, som havde været i mine tanker under ceremonien. Åben bakket jord med en sti, der førte opad og til siden op ad et bjerg. Stien blev til en brostensbelagt sti, der ved indgangen til en tunnel delte sig og drejede til højre mod et sted med lys og støj. To skridt senere så det ud til, at jeg havde tilbagelagt et par hundrede meter til kanten af en kløft, og det voldte mig stor frygt. Et ubehageligt, uforståeligt grimt sted, fyldt med aske, pigtråd og brændende fakler, der brændte med svovlens gulgrønne farve. Noget inde i mig holdt mig tilbage, og jeg befandt mig inde i en tunnel, hvor jeg gennem væggene kunne se en mark fuld af stenmennesker. En indre stemme sagde stille, at det er dem, der venter på intellektets virkelighed. Deres øjne var tabt i det fjerne, de var så ud som om de ventede på-livet-som-idé skulle blive til virkelighed. Som om livet lå foran dem.

For enden af tunnelen eller toppen af trappen, var der en flig af et lys. Og det var der, jeg gik hen. Jeg tror, jeg havde en anelse om min egen død i det øjeblik, men jeg vidste, at jeg ikke kunne krydse en tærskel, som jeg dog heller ikke kunne se. Da jeg vendte mig om for at gå ned ad trappen, faldt jeg bagover og befandt mig på den anden side af en port, og der var ingen vej ud.  Stedet var en endeløs mark, fuld af græs og blomster i alle farver. Træer, der sang stille sange, og de bød mig alle velkommen. Mig? Hvem fanden er jeg siden, de ville gøre alt dette, tænkte jeg. Hvorfor byder de mig velkommen, spurgte jeg mig selv.

Jeg gik af en sti, der fortsatte mod et sted, hvor var et klart skinnede lys. En sted fuld af mennesker. I tusindvis. Og de jublede alle sammen og bød mig velkommen. Jeg vidste, at jeg ikke var nogen form for helt eller person af betydning, men de glædede sig alligevel over, at jeg var kommet. Så kom medlemmer af min familie. Mange kære mennesker, som vi havde mistet gennem tiden. Min bedstefar, tanter, onkler, fætre og kusiner og endda dem, som jeg kun kendte fra billeder. Og mine barndomsvenner og deres slægtninge. Og de kom alle for at hilse på mig og for at byde mig velkommen. Jeg kunne ikke forstå, hvad der foregik, men jeg havde mistanke om, at jeg var ved at dø.

Så var der nogle væsener, hvis muskler ikke var kød, men flammer. Ild i form af ben, arme og så videre og fuld af lys. De hilste på mig, og da de alle var gået, var der kun to tilbage. En, der kiggede på mig, og en anden, som jeg kendte. En person af ekstrem betydning for mit liv. Men personen klatrede op over træerne og ventede på den anden side. Det andet væsen var bag mig.  Jeg vendte mig mod min familie, men de var blevet stille. Hele verden var blevet meget tavs.

Så blev jeg opmærksom på en slags lys, der skinnede mere end alle sole i universet. Et hvidt krystallisk lys, som stod meget levende for mig.  På en eller anden måde vidste jeg, at jeg ikke kunne komme ind i det lys, så jeg vendte tilbage. Jeg så op, og jeg så ned, men der var ingen måder at skjule mig fra lyset, der tog mig ind i sig selv. Jeg vidste nu, at jeg var død, og at hvad der så skulle ske, ville ske nu. Dette allerhelligste væsen og ånd, som intet ord kan nævne eller beskrive, tog mig i sine arme og bød mig velkommen. Så spurgte han: 'Er du færdig?  Jeg vidste med det samme, at jeg var død, og nu blev jeg stillet til regnskab for mit lille og ubetydelige liv. Og jeg kunne ikke lyve.

I et øjeblik, der vil vare evigt, så jeg mit liv, fra undfangelse til død, som en enkelt og hel begivenhed, ikke som separate dele af et puslespil, men som en komplet og uadskillelig helhed.  Og jeg vidste, at mit liv var komplet. At jeg var færdig.  Lyset, denne Allerhelligste Ånd, tog mig ind i sig selv i en omfavnelse, der vil forfølge mig til mine dages ende og derefter. I et endeløst øjeblik kendte jeg kærligheden. Og jeg vidste, at jeg elskede mig selv hinsides ord og beskrivelser. Bare uendeligt elsket – og jeg så gennem åndens øjne, hvad ånden så. At intet sind kan forstå den vision. Den er der bare. Så spurgte stemmen: 'Er der noget, du gerne vil lave?' Jeg sagde, at jeg gerne ville have et par minutter til at berolige min familie og ikke at efterlade anger hos dem. Bare et par minutter til at sige et sidste farvel: Jeg elsker dig, har altid gjort, og vil altid – uanset vores kampe, dumme skænderier og vrede små øjeblikke. Intet har nogensinde forhindret os i at være kærlige mod hinanden.  Den, der er over alle navne, løste mig fra sin favn og sagde gå. Jeg svarede nej.

Jeg var rædselsslagen. Jeg havde sagt nej til det, jeg holder mest helligt. Jeg vidste, at der ikke længere er noget liv, jeg kunne ønske mig uden ham. Mit ønske om ham var meget større end min lille frygt.  Lyset sagde gå, og jeg sagde nej.

Igen sagde lyset gå. Og jeg begyndte at føle en adskillelse og en afstand. Lyset viste mig mit eget hjerte og min egen sjæl. Jeg så, at der er et punkt, eller et sted, som man ikke må krydse. Hvis man gør det, bliver alt endeligt.

Nogle af disse ting har jeg holdt for mig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan forklare det eller give det nogen mening. Og jeg kan ikke søge svar fra andre, fordi deres forklaringer til sidst bliver tomme gætterier – og så bliver det i stedet smertefuldt for mig at tale om. Jeg tror, at det at forstå, at det at være menneske, er at være mere, meget mere, end vi har tilladt os selv at være. Og at der er så mange muligheder for, at vi fornægter os selv, når vi bliver låst fast i at være rationelle. Til at være begrænset af rationelle beviser. Denne erkendelse er på én gang en velsignelse og en forbandelse.

Som præst, selv om jeg er mindre gejstlig, har jeg måttet forene mig så meget som muligt med tradition og lære som mit trossamfund udtrykker. Og sandheden er, at der næsten ikke er nogen, som man kan spørge for at nærme sig et svar. I ti år forlod jeg trostjenesten og hengav mig til søgen efter et svar.  Men der er ikke noget svar at få. Jeg har boet i et indianerreservat, søgt efter helgener og hellige mennesker på andre måder og mest fundet tomhed og spekulationer i troens navn.

Jeg tog mig selv i at omfavne ensomhed i stedet for at spilde tid på at genfortælle en historie. Jeg kan, som ethvert andet menneske, gøre krav på hellighed uden nogensinde at blive berørt af det hellige. Og den tankeløse gentagelse af historien, en historie, der aldrig kan fortælles fuldt ud, finder jeg frastødende. Jeg er et simpelt, uinteressant, semirationelt, almindeligt menneske (min kone tvivler nogle gange på det). Og jeg laver konstant fejl, griner af mine fejl eller undskylder. Og jeg er stadig på jagt efter et svar.

Så vidt jeg ved, var jeg bevidst om, hvor jeg var, hvem jeg var sammen med, og hvad vi lavede. Inipi (svedceremonien) gør dig meget opmærksom på dette.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted:  14. november 1992

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted?    Nej. Hjertetilfælde       

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold?     Positiv

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen?   Nej   

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig?   Nej. Selvom virkeligheden af at være i live kom, da jeg vågnede op, følte mig kold. Da nogen blev ved med at smøre en slags pasta på mit bryst, presse en maske mod mit ansigt eller klæbe nogle ledninger til mig. Tæpper hjalp mig endelig med varme, så tænkte jeg, at det måske var en drøm.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere?   Alt syntes at ske på samme gang, eller tiden gik i stå. Begrebet tid mistede al mening. Minutter, dage eller timer – selv om det kun skete på en brøkdel af mindre end tyve minutter mellem begyndelsen af NDO'en og opvågningen på en skadestue.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted.   Ja. Musik og et kor.

Var det som om du var tilstede til ting, der skete andre steder, som skete det ved ESP?   Jeg kan ikke beskrive, hvad det er, jeg kom til at forstå. Forståelse, viden, læring er alle en udelelig begivenhed, der sker hinsides sanserne. Dette er det mest ubehagelige spørgsmål, der ikke er let at besvare, og alligevel er det en NDE-gave, der hjemsøger en efter. Jeg søger stadig at svare på dette. hver eneste dag.

Gled du ind i eller gennem en tunnel?  Ja  See above.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner?     Ja, de var der. På alle steder på denne rejse. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kendte dem alle, eller rettere, at de alle kendte mig, uanset om jeg huskede det eller ej. Og hvad angår kommunikation, blev jeg lamslået af det faktum, at intet sker ved stemme eller sanseopfattelse, men der er et svar på ethvert spørgsmål, der ønskes. Spørgsmål og svar er både universelt stillet og givet - øjeblikkeligt – så alle ved alt om alle.  Det er kun rigtigt at kalde det kommunikation, men almindelige sanser fungerer som én.

Så du et ikke-jordisk lys?     Ja.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden?    En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Var det pludselig som om du forstod alting?     Alt om universet På nuværende tidspunkt vil jeg afvise en beskrivelse.  Jeg er bedrøvet over, hvad jeg endnu har et enormt behov for at ræsonnere og forstå i mit intellekts fattigdom.

Kom scener fra din fortid tilbage til dig?   Jeg lærte, at hvis jeg fik muligheden, ville jeg ikke vælge at leve anderledes end det, jeg har oplevet som liv.  Jeg ville bare vælge bedre ord at behandle andre med, ikke for at genskabe fortiden, men for ikke at efterlade noget sårende eller ufuldstændigt.  Og der er en fremtid for menneskeheden, der er værd at arbejde for – men jeg bør tie om dette (mit valg, da jeg selv forsøger at forstå noget af dette – og jeg er bestemt ikke et begavet intellekt.)

Kom der scener fra fremtiden til dig?     Scener fra verdens fremtid    

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur?    Ja nej. Denne grænse må ikke overskrides, hvis man skal vende tilbage til livet.  Dette fik jeg at vide, skønt jeg fik lov til at se, hvad der ligger bag det, og udtrykkeligt bad om ikke at gå ud over 'helhedens' sted.  Beskrivelsen af stedet indeholder visse elementer, som jeg tror afspejles i den hellige skrift, og som sådan meget vel kan være meget subjektive.  Men for den, der går ud over dette mærke eller milepæl, er livet i verden ikke længere muligt.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage?   Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje.   I refused to return, refused whom I hold most dear and sacred and who had granted my temporary return to my family.  I felt fear and great sadness for I was refusing to leave life.  But I was told go, one final time, and I began to 'fall' or descend into a bright, shiny mist.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen?     Katolik    

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse?     Normal   

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse?   Ja, jeg forlod min tro fordi det, jeg troede på, og det, jeg lærte virkede i modstrid med hinanden. Jeg kunne ikke længere undervise eller forkynde visse trosprincipper i lyset af, hvad jeg havde oplevet.

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg bestemt et væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturlig oprindelse

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende:     Øget tilstedeværelse

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse?   Mystikernes og andres diskurs synes at være meget mere forståelig og ukompliceret.  Nogle aspekter af spirituel praksis forstår jeg mere ubesværet.  Det er lettere at leve med min tro, at undervise og acceptere andres tro.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse?   Mine familieforhold er, hvad de altid har været. Der er bare sket en bekræftelse af, hvad vi er for hinanden. Min dagligdag blev anderledes; Jeg måtte lære at lukke af for andre, da mine sanser var for åbne. To år senere sagde jeg ja til førtidspension for at bruge tiden med min kone og for at forstå, hvad der var sket med mig. Jeg forlod min tjeneste i ti år, og jeg er nu aktiv igen og meget glad. I fred med mig selv og lyst til at lære af erfaring.

Efter NDO'en: Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord?     Ja. Visse elementer i oplevelsen var begrænset af sproget. Begivenhederne havde umiskendelig en følelse af en helhed, som er svær at beskrive.

Er der en eller flere dele af din oplevelse, der er særligt meningsfuld for dig?     At vide alt, og ikke at vide noget. 

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre?     Med min nærmeste familie, hvilket var let og med min ven Virgil C. (som tog mig til hospitalet). Og med to eller tre andre mennesker, fordi jeg troede, at jeg kunne lære noget af dem. Nogle blev skræmte, og for andre var det naturligt, men uden at henvise til NDO som kilde. Socialrådgivning, tale med døende og som en tjener for andre, har det altid været muligt at indgå i dybt intime samtaler.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen.     Ja. Ved at prædike bede og ved guidet meditation kan jeg tilgå nogle af mine minder.

Er der ellers noget, du vil tilføje om din oplevelse?     Ja, der er spørgsmålet om at integrere hele den menneskelige erfaring, som det har været min lod at leve af. Fantasi, gamle drømme, overtro, alle de ting, der handler om at udvikle et åndeligt liv. Er der på en eller anden måde en forbindelse til, hvad og hvordan man har levet og løst/ikke løst af lektionerne i livet. Hvordan man individuelt og privat har søgt at søge mening med livet. Hvorfor og hvorfor mig?

Er der nogen andre spørgsmål, vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Jeg fandt bare ud af, at nogle af spørgsmålene hjælper med at beskrive oplevelsen bedre. Spørgsmålene er meget gode, de giver en mulighed for at fokusere på oplevelsen og synes at reducere de meget subjektive aspekter af min fortælling, selvom NDE’er er enormt subjektive som min. Måske vil denne fortælling hjælpe mig med at lære lidt mere.