Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg blev indlagt på hospitalet til en akut operation. Jeg havde meget slemme kramper og smerter i maven. Lægen, min praktiserende læge, var usikker på, om det var blindtarmen eller noget med mit reproduktive system. Jeg havde meget ondt i omkring tolv timer. Jeg kunne hverken sove eller stå eller gå oprejst, så i sidst ende sendte min praktiserende læge mig på hospitalet. Lægerne der var stadig usikre på, hvad problemet var, men de var enige om, at jeg skulle opereres så hurtigt som muligt. Det var første gang, jeg var indlagt som patient, og jeg var i godt humør før operationen, men det tror jeg bare var nerver. Min mor var der, og det var min eks-forlovede også. Jeg kom på operationsbordet, og de besluttede sig for laparoskopisk (nøglehul) operation, der var den normale procedure med at blive sat i bedøvelse. Og alt blev sort...

Det næste, jeg blev opmærksom på, var en stemme, der sagde højt: Hjertestop er nært forestående! Pludselig var jeg er ikke længere i min krop. Jeg kan ikke forklare det – jeg svævede bare ind og ud af rum på hospitalet. I et rum svævede jeg over en, der skulle opereres, lige over sengen, jeg så en skalpel gennembore huden. Så kød blive skåret og blod sive ud. Jeg var ikke bange, jeg var ikke ked af det og jeg var ikke glad. (Alt dette er MEGET usædvanligt for mig, da jeg normalt er en meget humørsyg person og bliver chokeret over synet af blod. Lad os sige det sådan: Da de først satte lagt kateder på mig på hospitalet, og jeg rejste mig for at tisse – gik med den vogn med dryp på – satte jeg mig på toilettet, og blodet kom på en eller anden måde tilbage op i røret, og jeg var ved at besvime. Da jeg så dette, måtte jeg bæres tilbage til sengen i kørestol af en sygeplejerske. Min forlovede fik et anfald. Hvad skete der med dig, skat? Det gjorde jeg også. Under alle omstændigheder, som jeg sagde, blev jeg ikke påvirket af det, jeg så – jeg var meget accepterende og mærkeligt nok rolig. Først virkede det som om, jeg var et sted nær loftet, men pludselig var jeg få centimeter fra selve operationen.

Det næste, jeg blev opmærksom på, var, at jeg pludselig var i et andet rum, svævende over en anden seng, hvor en kvinde fødte. Jeg kunne høre hende skrige, presse, kaste op og jeg var direkte over (få centimeter fra) babyens hoved. Så blev der født, og det var næsten som om, jeg kunne mærke babyen tage sit første åndedrag. Jeg husker, at jeg tænkte for mig selv meget roligt: Åh, der er sådan en fin grænse mellem fødsel-liv og død-død. Jeg kan ikke sige, at jeg var følelsesladet omkring det, men jeg accepterede bare, hvad der skete med mig, og det, jeg så, uden spørgsmål. Igen, i modsætning til min personlighed.

Jeg kender ikke tidsrammerne, eller hvor længe jeg svævede ind og ud af værelser, men efter dette syntes jeg at rejse hurtigt videre, en lang distance, hvor det var mørkt. Måske en tunnel. For enden af tunnelen var der lys. Et lys så klart, og foran mig var silhuetter af mennesker, væsener, sjæle virkede det som om. Der var hoveder og skuldre, men jeg kunne ikke se ansigter eller noget nedenunder. Åh, jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange. De spredte sig uendeligt foran mig. Der var én foran. Og en bag denne. Utallige flere i en slags endeløs trekant, eller pyramide ind i uendeligheden med lyset skinnende klart bag dem. Igen var jeg hverken bange, glad eller ked af det. Jeg følte mig i fred og accepterede det, der skete med mig. Jeg stillede ingen spørgsmål. Min mor blev gravid med mig med en tysk mand, der boede i Australien. Hun var kun et par måneder gravid, da min far blev dræbt i et biluheld, mens han krydsede gaden. Det skete lige foran min mors øjne. Jeg mødte aldrig min far. Grunden til, at jeg fortæller dig dette, er, at min far stod i spidsen for trekanten af silhuetter. Jeg så ikke et ansigt, han talte ikke til mig, men med det samme vidste jeg bare, at det var ham. Jeg blev her i en periode med disse sjæle i lyset, og det var som om jeg hørte til. Det var som om vi ALLE var ÉT. I fred. Så blev jeg taget til side. Jeg var stadig der på dette sted, men på den ene side med denne min fars sjæl, og det var ikke som om han, eller for den sags skyld de, talte til mig. Men det var som telepati eller noget. Ordene var, 'Deanna, det er ikke din tid endnu. Du må tage tilbage.

Det har jeg bare accepteret...

Det næste jeg husker, er at høre lægerne fortælle vittigheder i operationsstuen. De grinte, og jeg vågnede igen stadig med lukkede øjne. Så blev jeg rullet ud, og sygeplejersken rørte let ved mit ansigt og sagde: Deanna, vågn op, vågn op. Jeg vågnede og åbnede øjnene, og det første jeg spurgte ham om var: Kan jeg stadig få børn? Han lo og sagde: 'Selvfølgelig. Du fik bare fjernet en ovariecyste. Den var ret stor, men alt andet derinde var fint, og du kan få børn, bare rolig.

Med det blev jeg kørt ud til opvågningsstuen. De stillede mig op i en række med andre, der lige havde var færdige med deres operationer. Det var her, jeg begyndte at gå helt i panik. Alt, hvad jeg lige havde oplevet, kom tilbage til mig i glimt. Hver gang jeg lukkede øjnene, jeg skreg indeni. Jeg følte mig lammet, og jeg prøvede at få vagtsygeplejerskens opmærksomhed. Men da jeg gjorde det, sagde hun koldt: Du skal vente her under observation i en time. Jeg sagde: Men du forstår ikke, hvad der lige er sket med mig. Jeg er nødt til at tale med dig. Jeg greb fat i hendes arm, vær sød, jeg er bange, sagde jeg. Hun svarede: Jeg har ikke tid til det her, der er andre her, jeg må tage mig af. Du bliver nødt til at vente her en time! Hun fjernede mine fingre fra sin arm og gik væk. Jeg var næsten hysterisk, og jeg kunne ikke holde øjnene åbne, men hver gang de lukkede sig, så jeg blodglimt og skalpeller der skar i kød, jeg indså, at jeg lige var død. Jeg røg igen ud af min krop af frygt. Hver gang det skete – spændte jeg op, og røg ud og ind Jeg havde smerter på grund af operationen, og jeg troede, jeg ville dø igen. Efter cirka ti minutter tror jeg, at jeg havde samlet mig, og jeg koncentrerede mig om at holde øjnene åbne. Der var et ur lige foran mig, og jeg sværger, at jeg så sekundviseren gå rundt halvtreds gange, og da min tid var gået, skreg jeg ad sygeplejersken om at få mig ført tilbage til min stue. To mandlige sygeplejersker kom for at køre mig tilbage sammen med min forlovede, som senere fortalte mig, at jeg råbte skældsord ad vagtsygeplejersken, mens de kørte mig ud. Tilsyneladende kaldte jeg hende alle mulige grimme navne, og de mandlige sygeplejersker grinede hysterisk af mig under min optræden.

Det stoppede dog ikke der. Jeg kom ikke tilbage på min stue, men blev sat på en delt afdeling. Jeg havde ellers privat sundhedsdækning, som gav mig ret til en privat stue. Men som heldet ville det, var der ingen ledige den nat! Jeg var stadig ved at gå i panik. Min forlovede var der, og jeg prøvede at forklare ham, hvad der var sket, men det hele kom ud forkert og forvirret. Han sagde: 'Deanna, det er stofferne og medicinen, men jeg sagde: NEJ, NEJ, det er det ikke! Noget skete. Jeg ville ikke lade ham forlade mig. Jeg holdt ham der ved min side fra kl. 23:00 til kl. 2:00, hvor vagtsygeplejersken endelig smed ham ud. Jeg sov aldrig. Jeg forblev vågen indtil solen stod op fire timer senere. Hver gang jeg lukkede øjnene, fik jeg flashbacks og troede virkelig, at jeg ville dø, hvis jeg sov. Jeg faldt endelig i søvn udmattet et stykke efter dagslys og havde mareridt og visioner om det hele om og om igen.! Jeg har dog aldrig drømt om det siden.

Efter jeg kom hjem og prøvede at komme mig oven på operationen, talte jeg med to personer om min oplevelse. Min forlovede – som afviste det. Og en nær ven af mig, som arbejdede i sundhedssektoren. Hun sagde det sker hele tiden. De historier, jeg kunne fortælle dig om, hvor mange der dør på operationsbordet og bliver genoplivet – som regel på grund af for meget bedøvelse. Det tog lang tid for mig at tale med min mor om det af åbenlyse grunde.

Siden da har jeg købt en del bøger om emnet, og min oplevelse er ret typisk for nærdødsoplevelser. Jeg har fortalt et par personer om det gennem årene (det er omkring fem år siden, det skete), men det er første gang, jeg har dokumenteret det.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 1998

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja. I forbindelse med operation

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Blandede følelser

Er der stoffer eller medikamenter, der kan have påvirket oplevelsen? Ved ikke

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja, jeg følte ikke, at jeg havde en krop som sådan.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Jeg var vågen hele tiden

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var væk

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja, det føltes som en tunnel – jeg følte, jeg rejste en distance.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja, kun én, men jeg følte mig 'som én' sammen med andre, der var der. Det eneste, der blev kommunikeret til mig, var, at jeg skulle 'gå tilbage'.

Så du et ikke jordisk lys? Ja, det var et meget klart lys.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet. Jeg følte, at når vi dør, bliver vi alle til en samlet enhed

Kom der scener fra fremtiden til dig? Nej

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja, jeg følte jeg krydsede en grænse

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride. Eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Liberal

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja. Jeg følte der er liv efter livet

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg mødte et bestemt væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturlig oprindelse

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende:

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Jeg er usikker på det. Jeg tror egentlig ikke, jeg lever mit liv anderledes som en direkte følge af, at jeg har haft en nærdødsoplevelse.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Meget lidt

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja. Det er svært at forklare en ud-af-kroppen-oplevelse og en følelse af total accept

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Nej

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Inde i oplevelsen føltes alt godt, men bagefter var frygtelig

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja. De fleste accepterer min historie

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Nej