Beskrivelse af oplevelsen:

Mit navn er David. Jeg bor på Hawaii, jeg er 32 år gammel, og jeg er en der har overlevet en NDO. Jeg har ikke talt med nogen hjælpe gruppe om det siden det skete. Det har til tider haft en betydelig effekt på mit liv. Det føltes som om jeg var vanvittig. I dag ved jeg at den vanvittige del helt enkelt var en slags benægtelse og tvivl.

Det var år 1990 og jeg boede i The East Bay i det nordlige Californien.Jeg var lige kommet tilbage fra en skitur i Squaw Valley. Det var første gang jeg havde set sne. På en eller anden måde havde jeg reddet mig en hoste, som i begyndelsen ikke var noget særligt, så jeg vedblev at gå på arbejde som tjener på Berkeley Host Marriot. Jeg tror nok at vejrforholdene i The Bay Area var ret ekstreme, da det var nær årets slutning, hvilket var meget koldt for et ø menneske som mig. Jeg var en ung og vred mand, vred på Gud, fordi jeg var bøsse. Så det tog jeg med mig på min rejse til den anden side. Som jeg ved nu, ville jeg aldrig blive så vred igen. Det var sent om aftenen da jeg kom tilbage til min tante Mailes hus. Der var ingen hjemme. Jeg tror min tante og onkel var taget til en familikomsammen, og min søster var stadig optaget med PBX management på Oakland Sheraton.

Min hoste var på det tidspunkt blevet meget værre, og jeg fandt det vanskeligt at ånde ud og ind uden at det var en kamp. På det tidspunkt huskede jeg svagt en andens personlige beretning om hendes anfald af kold lungebetændelse mens jeg spiste frokost i en ski lodge i Squaw Valley. Jeg var var svøbt i meget varmt tøj for at undgå at blive koldere. Vinden larmede uden for, og jeg vedblev med at høre min fars stemme inde i mit hoved som sagde: " Hvad er der galt med dig dreng, ved du ikke at der ikke er nogen sygdom i denne familie?" Hans stemme i mit hovede fik mig til at føle mig stærk igen. Jeg stod op og stod ret og svarede: "Ja, far jeg ved det godt" Jeg tog min luffer på og min vinter hue, mine sko og satte mig i bevægelse mod døren for at gå denne forkølelse væk. Jeg måtte give op mindre end en fjeredel nede af husblokken. Jeg kæmpede for at rejse mig op og vise mit bedste for at klare ture tilbage, og håbede at naboerne ikke havde bemærket min svaghed. Jeg var døden nær, og jeg vidste det. Lidt fornægtelse inden døden er altid naturligt, da oplevelsen altid føles som meget surrealistisk

Jeg var tilbage på min sofa, og var dårligt nok i stand til at bevæge mig. Langt om længe lykkedes det mig at komme tilbage til mit værelse og lægge mig. Det var et meget lille rum i det hus, ikke ulig et stort klædeskab. Værelset var pænt pyntet med alle de ting jeg godt kunne lide. Værlsets æstetik var en stor trøst. Midt på natten var jeg faldet i søvn og blev vækket af en hård skærende smerte i brystet. Mine øjne var helt  opspilede og stirrede op mod loftet i terror. Min mund stod på vid gab, og var ude af stand til at drage det næste åndedræt. Jeg blev kvalt og sprællede i min seng. Smerten var ubeskrivelig. Mit syn satte nu ud, og jeg kunne kun høre lydene og føle smerten der langsomt aftog grundet udløsningen i hjerne af en eller ande anden slags  naturligt euforiserende stof. Så var der ikke længere nogen fysisk smerte, men jeg kunne stadig høre kroppen og de sidste spark mod væggen på siden af sengen - og så var der ingenting.

Jeg er her stadig, tænkte jeg. Måske burde jeg stå op og se hvad præcis al det hurlumhej handlede om. Jeg gik hen mod soveværelsedøren og stoppede. Jeg vendte mig om og kunne ikke se kroppen der stadig lå på min seng. Mit værelse var det samme men anderledes. Det forekom mig at alt hvad jeg ejede havde en besyndelig og smuk udsråling om sig. En blå grøn aura af lys blev udsent fra alle de ting jeg ejede. Jeg så at mine fodaftryk og mit fingeraftryk glødede der hvor jeg gik eller rørte ved noget. Jeg var facineret, og jeg var så optaget af alt dette, at jeg midlertidigt glemte hvad der lige var sket. Jeg var usikker på om jeg skulle vente her i mit rum, eller om jeg skulle bevæge mig ud i eventyret.

Først satte jeg kursen mod soveværelsedøren og rakte ud for at åbne den. Min arm gik lige igennem den helt til albuen. Jeg kunne fornemme følelsen af at der var nogen derude som væltede sig i sorg som om intet andet betød noget. Det var frygtindgydende, så jeg trak armen til mig. Jeg så over mod vinduet og så grenene fra træet der blev ved med at ramme mod vinduet på grund af stormen som stadig blæste udenfor. Jeg overvejede om jeg skulle vende tilbage til min krop, men det var som om det ikke længere var en farbar vej. Den enkelte pære som jeg havde ladet brænde over mit hoved, begyndte at lyse klarer og klarer. Dette var indgangen sagde jeg til mig selv, og besluttede mig for at strække mig mod lyset og drage afsted. Det gjorde jeg - meget meget hurtigt. Alle scenerne i mit liv udspillede sig fra fødsel til død.

Jeg kom til et meget stormfuldt sted.Det var muligvis stedet jeg nåede til da jeg døde i vrede, på et tidspunkt hvor jeg ikke husker at jeg havde meget fred i hjertet. Jeg husker at jeg nævnte, at der på det sted var et ekko i min "tanke stemme." Min stemme ville okkoe langt ud mod horizonten foran mig, og altid vende tilbage og ind i mig fra horizonten bag mig. Dette sytes jeg var meget plagsomt. Det sted jeg nåde til var overhovdet ikke noget behageligt sted. Storme som ingen storme der ses på jorden, udfoldede sig foran mig, på himlen og nede ved jorden på denne nye og rystende planet. Der var forskellige størelser a vulkanske åbninger rundt om mig. De blæste damp og hede hvert og hverandet øjeblik. Nogen gange ville spøgelses skikkelser dukke op i damp sprøjtene og begynde at vandre fortabte rundt som om de ledte efter noget de ikke kunne finde.

Et af spøgelserne der sprøjtede ud af en af en af de nærmeste åbninger, var en kvinde. Hun skræmte mig. Hun var klædt i en meget antik klædedragt der var revnet flere steder, og så ud til at være meget snavset. Hun havde ingen fødder nederst så hun ligesom svævede i luften. Hun nærmede sig mit område meget langsomt. Da hun var så nær at jeg kunne røre ved hende valgte jeg at kommunikere.

Jeg spurgte hende om hun ville fortælle mig stedets navn. Hun svarede ikke. Hun krøb imidlertid endnu tættere på, som om hun ville tage, stjæle eller såre mig. Jeg ved at alle tanker kan høres her, så man kan ikke holde en plan for sig selv. Istedet må man bare buse ud og sige det. Så jeg sagde med stor alvor: "hvem er du!!" Hun rev da en del af det klæde som skjulte hendes ansigt og viste mig kun knogler og kranie. Hendes kæbe stod på vid gav som om den var gået af led, og hun steg helt ud af sin klædedragt flæj ned mod mig for en bid. Det var min venstre skulder, min ånde krop. Smerten var så stor at den var værre end døden. Præcis det øjeblik hun kastede sig rundt i luften for at tage endnu en bid af min ånd, faldt jeg på knæ og anråbte Gud

Spøgelses kvinden placerede sine hænder på hovedet og forsvandt tilbage ned i jordåbningen. Jeg bemærkede at de andre ånder der var ifærd med at nærme sig, gjorde det samme. Jeg råbte stadig på Gud og spurgte om han ville tilgive mig for at tale så dårligt om ham nede på jorden, og om han ville acceptere mig tilbage, og bringe mig hjem og bort fra dette fremmede land.

Det var det øjeblik at det blev klart for mig at min stemme ikke længere ekkoede og gik tilbage ind i mig. I stedet brølte jeg hans navn ud mod horisontens top og hans navn alene eksploderede i lys og lyd. Resten af ånderne rundt om mig viste frygt, som om Gud overhovedet ikke var nogen trøst for dem. Det var sørgeligt for mig, men det var også en glæde for mig at vide, at Gude havde accepteret min undskyldning, idet at lyset fra horisonten bredte sig i retning af mig.

Så smukt var hans lys at ord ikke kan beskrive det. Hans lys var som den opgående sol. Og lige som solen steg hanop bag bjergene og op i himlen. Kærlighed strømmede ind i hver eneste  del af mit væsen, og min sjæl fik nyt liv. Planeten forandrede sig også under Hans lys. Jeg så dele af bjerget åbne sig og vælde frem i form af et vandfald. De mørke skyer over mit hoved trak sig tilbage med utrolig hast. Gud er kommet; Hans lys er varmt og velkommende. Jeg da nået en høj grad af ro og fred. 

Langsomt,  imens Hans lys spredte sig over landet, kunne man se græs skyde op af jorden. Mægtige træer brød op gennem overfladen og stod høje foran mig. Alle slags fugle fløj rundt under himlen. Alle Guds skabninger kom ud af skoven som for at hilse mig. Det var den største velkommen hjem. Tåre af glæde og latter er de ord jeg kan opsumere oplevelsen med. Hans lys voksede umådeligt klart og stærkt. Gud holdt mig kærligt i sin favn et stykke tid. Hans lys voksede i klarhed og styrke indtil jeg næsten intet kunne se.

På det tidspunkt fornemmede jeg at tiden var kommet hvor jeg skulle tage tilbage til jorden. Mens jeg så på Gud, sagde jeg:"Please, Herre må jeg blive?" Han sagde, din tid på jorden er ikke fudbragt. Nu drag afsted og vær en god knægt, for der er meget mere du skal lære. Jeg takkede Gud utallige gange under min rejse tilbage til jorden, så da jeg var der WHAM!!! er jeg igen i min krop, tilstrækkeligt, Jeg ved ikke om det virklig er ordet, men det er hvordan det føles, når man får sin krop tilbage, "tilstrækkeligt" ok.

Ja, nu var jeg tilbage i mit levende fartøj, og tjekkede om alle systemerne var ok.Ingen problemer blev opdaget. Lunge funktionen var helt renset!! Jeg var chokeret, forundret og en smule forvirret. Det er ordene som dukker op i mit sind efter at have entret en menneskekrop. Det næste kunne være former for benægtelse. Så her kommer den benægtende mands logiske tjek; spørgsmål? Havde jeg røget for meget pot og var endt på et weird trip. Svaret ligger i beviserne rundt om mig. Jeg tog en tur rundt i huset, min vinter jakke og mine vanter lå kastet rundt på forskellige steder som efter en kamp. Telefonen var stadig programeret for 1318, den vagthavende skældte mig ud. Jeg var nød til at undersøge, Jeg var igen tilbage i mit rum med ryggen mod væggen. Jeg satte mig langsomt tilbage og ventede på at solen skulle stå op  

Dette må have været en af de smukeste morgner jeg nogensinde har set. Himlen var strålende lyserød og solen omfavnede horisonten. Selv nu, når der er dage hvor livet bliver for anspændt, så ved jeg at det er tid at stoppe op og se solopgangen. Mange gange kan jeg stadig se Ham smile i solen og skinne på mit ansigt. Det er en trøst for mig og det er min viden også, at jeg har et hjem at komme til når jeg har afsluttet livets letier og slid.  

Baggrundsoplysninger: