Tyve år senere:
Minder om min død og dens effekt på mit liv

Home Page Aktuelle NDO'er Del din NDO



Beskrivelse af oplevelsen:

I vintersæsonen på mit første år (1976) på Northern Colorado Universitet, gik jeg på et tennishold. Det var for koldt at spille udendørs, så vi skød bolde op af væggen i den indendørs hal, da jeg mærkede en begyndende migræne, som hurtigt steg i intensitet. Jeg blev bange, da det gik op for mig, at smerten ville være ude af kontrol inden tennis timen var overstået. Jeg havde fået udskrevet medicin, som jeg altid havde med mig, i tilfælde af at smerten blev for ekstrem. Jeg havde kun brugt medicinen meget få gange, hvor jeg havde følt mig for dårlig til overhovedet at fungere. Medicinen gjorde at jeg sov i ca. 24 timer. Jeg var nødt til at gå tilbage til mit kollegieværelse, men jeg følte ikke at jeg kunne klare mere. Jeg tog derfor medicinen med den antagelse, at jeg ville kollapse, og håbede at nogen på en eller anden måde ville få mig hjem.

Så længe jeg kan huske har jeg lidt af hovedpine. Da jeg blev teenager blev hovedpinen værre. Jeg blev endda indlagt på hospitalet til undersøgelse, for at udelukke muligheden for en hjernesvulst. En af lægerne mente, at smerten var stress relateret, og jeg modtog derfor psykolog rådgivning. Til sidst påbegyndte jeg daglig behandling med flere forskellige ordinerede lægemidler. Mine migræneanfald varede normalvis flere uger af gangen. Jeg var skrækslagen for smerten, og var overbevidst om, at der var noget så galt med mig, at jeg ikke ville leve længere end til de 20 år. Jeg følte mig helt deprimeret, i stedet burde jeg fejre min 20 års fødselsdag. Jegindså at jeg var nødt til at komme videre – planlægge at leve – se fremad – blive voksen. Det var ca. 8 måneder efter denne milepæl, midt i en tennis time, at jeg tog den medicin, jeg havde gemt til når den eksploderende hovedpine blev for meget.

Jeg fortsatte med at skyde bolden mod væggen, da jeg mærkede medicinen gøre mig krop følelsesløs. Det næste jeg kan huske, er at jeg gik alene tilbage til kollegiet. Det var en 15-20 minutters tur, men jeg husker kun ét øjeblik. Jeg kom gående alene op ad bakken forbi campus boghandlen. Så husker jeg at være på mit kollegieværelse, jeg var bekymret over en opgave, jeg kom i tanke om skulle afleveres snart, jeg manglede bare at udfylde forsiden, og så ville den være færdig.

Jeg begyndte at spekulere på om jeg havde taget medicinen, eller om jeg bare havde tænkt på at tage den. Jeg prøvede at huske, men kunne ikke. Jeg besluttede at så havde jeg nok ikke taget den, siden jeg stadig var vågen og havde smerter. Så jeg tog en ny dosis, og satte mig ved skrivemaskinen for at færdiggøre min opgave. Forsiden ville kun tage et par minutter at udfylde, og jeg vidste fra erfaring, at medicinen ville tage længere tid end det om at virke. Øjeblikket efter mistede jeg al kontrol over min krop, og faldt forover ned i skrivemaskinen. Jeg var stadig ved bevidsthed, og jeg kunne mærke migrænen, men kunne ikke bevæge mig, og heller ikke mærke noget fra halsen og nedefter. Jeg lå bare der hjælpeløs. Jeg prøvede at råbe efter hjælp, men en rengøringsdame var ved at støvsuge gangen udenfor mit værelse, så ingen kunne høre mine råb.

Da støvsugeren blev stille, råbte jeg igen, og en mandlig elev hørte mig. Han trådte forsigtigt ind på mit værelse, og jeg bad ham hjælpe mig over i min seng. Jeg fortalte ham at jeg var lammet. Han hev mig op fra skrivemaskinen, og satte mig op i stolen, men gav så slip, hvorefter jeg faldt forover med ansigtet lige ned i skrivemaskinen igen. Han vidste ikke hvad han skulle stille op, og gik efter hjælp. Han kom tilbage med en ven. Sammen kæmpede de for at flytte mig de få meter over til sengen. Da jeg endelig lå på sengen, gik de igen og jeg faldt omgående i søvn.

I min søvn blev jeg klar over, at jeg var fuldstændig uden smerte. Det gik op for mig, at jeg aldrig i mit liv havde været helt foruden en eller anden form for gene. Det var sådan en overvældende realisering. Jeg kunne hverken mærke migrænen, sengen under mig, tøjet på min krop, eller mit hoved på puden. Det var sådan en lettelse. På samme tid blev jeg overvældet af fred, tilfredshed, glæde, lykke, og kærlighed. Det føltes alt sammen helt utroligt vidunderligt. Jeg kan på ingen måde forklare, i tilstrækkelig grad til nogen hvor vidunderligt det føltes, men jeg husker det klart, selvom der er gået mere end 20 år siden den dag.

En anden forvandling fandt sted i mit sind. Jeg var fuldstændig ved bevidsthed og meget interesseret i oplevelsen, men min opfattelse var slet ikke som den plejede. Jeg forstod absolut hvad der foregik – jeg vidste at jeg var død, men jeg følte ikke et eneste gram frygt, usikkerhed eller uvillighed. Mens jeg oplevede dette, blev jeg distraheret af min værelseskammerat, Trina, som kom ind på værelset, så mig sovende på den nederste seng, og kravlede så op i hendes seng ovenover. Jeg var forundret over, at hun havde rystet med sengen da hun kravlede op, uden jeg mærkede nogen smerte. Jeg så på imens hun greb ud efter biblen, åbnede den ved Salmernes bog og begyndte at læse. Det var imens jeg kiggede hende over skulderen, for at se hvad hun læste, at jeg indså at jeg ikke længere var i min egen krop. Jeg kiggede ned på mig selv på den nederste madras, kiggede igen på Trina og tænkte: ”Hun ved slet ikke at jeg er død!”. Jeg morede mig over denne tanke.

Mit fokus flyttede sig fra værelset, og i et tidsrum (tid var ikke længere en realitet) lå jeg afslappet i en tilstand af fred. Det var måske i dette tidsrum, jeg opnåede den viden, jeg mindedes senere, men som jeg ikke erindrer at have lært. Jeg var ikke engang klar over følelsen, af at jeg bevægede mig, indtil jeg så et glimt af lys i det fjerne, og indså at jeg befandt mig i mørket på en rejse mod lyset.

Når jeg tænker på det nu, minder det mig om dengang jeg var barn, og vi gik på opdagelse i lange bugtende tog tunneler i bakkerne, over vores kostskole i Kenya. De tunneler var mere sorte, end noget jeg nogensinde havde set. Jeg var bange for min mangelende evne til at se, bange for lydene, og jeg vidste at tunnellerne var fulde af flagermus. Jeg husker følelsen af lettelse, da jeg først spottede det lille lys langt væk i det fjerne. Min frygt forsvandt, jo mere lyset voksede. Dette barndomsminde er lig den visuelle oplevelse, af at gå imod lyset, men følelserne kunne ikke være mere forskellige. Jeg oplevede mere velbehag, end mit menneskelige sind overhovedet kunne forestille sig.

Da lyset voksede og overmandede mørket, kom jeg ind på det smukkeste sted jeg nogensinde har set. Et par år tidligere havde jeg set det smukke sø område i Nord England, og beundret dets skønhed. Men stedet, jeg kom hen, da jeg døde, var meget skønnere. Der var bølgende bakker, og dale med vandløb der strømmede igennem. Græsset var grønnere, end en græsplæne i det rigeste område. Det var en smuk solskinsfuld dag, og jeg gik tur og nød mine omgivelser.

Jeg var alene, men ikke rigtig bevidst om min ensomhed. Jeg følte mig ikke alene, men når jeg tænker over de smukke bakker, mindes jeg ikke en anden person, indtil jeg opdagede en mand, som stod lige bag en lav stenmur. Der var så meget jeg forstod. Jeg var ikke begrænset af den menneskelige viden. Jeg vidste at manden på den anden side af muren, ville tage mig med til Gud. Jeg vidste at min oplevelse var baseret på mine behov. Jeg så en person, jeg kunne stole på. En anden person ville se, hvad han havde behov for at se. Tidligere havde jeg kun haft en vag forestilling i min menneskelige hjerne om efterlivet, men da jeg var der, var jeg på et sted jeg genkendte, og manden havde jeg kendt altid. Jeg vidste hvor jeg var på vej hen, og hvad der ville komme, og jeg følte mig overlykkelig.

Manden var afslappet klædt – jeans og en løs bluse. Han var rar, medfølende og fokuserede kun på mig. Jeg så ham ind i øjnene, og vidste pludselig, at det ikke var min tid til at dø. Jeg var forbløffet, jeg vidste at hvis jeg bare trådte over muren ville jeg kunne fortsætte – jeg havde et valg, men både han og jeg vidste, at jeg måtte vende tilbage. Da jeg kiggede på hans ansigt, sagde jeg: ”Det er ikke min tid endnu”, og han svarede: ”Nej det er det ikke”.

Selvom det ville kræve en endløs mængde af sider, at beskrive alt det jeg lærte og oplevede, var det som om, det hele skete på et øjeblik. Jeg havde kun oplevet en lille flis af efterlivet, men det var en gennemgribende oplevelse.

Idet jeg vidste at jeg måtte vende tilbage, følte jeg mig selv blive hamret tilbage i min krop. Det var et voldsomt, smertefuldt og skræmmende øjeblik. Hver gang jeg mindes dette øjeblik, selv nu efter alle disse år, græder jeg. Jeg kunne ikke forstå, at jeg havde valgt at vende tilbage. Havde jeg glemt smerten, stressen, frygten, og begrænsningerne ved at være menneske? (JA!) Hvordan kunne jeg forlade freden, kærligheden, og lykken, skønheden som jeg var trådt ind i? Jeg vidste, at jeg kunne have krydset over på den anden side af muren. Jeg kunne have fortsat. Sikke et fjols jeg var, at vende tilbage.

Samtidigt med at jeg fortrød min beslutning, blev jeg overvældet af min menneskelige hjernes frygt for døden. Jeg vidste, at jeg døde, og jeg var bange. Selvom jeg havde et klart minde om efterlivet, var jeg splittet af den frygt, jeg altid havde haft, og jeg kunne ikke bearbejde min oplevelse særlig godt på det tidspunkt.

Da min værelseskammerat kravlede ned fra den øverste madras, ”vågnede” jeg af den dybe smerte ved at sengen bevægede sig. Jeg kan huske hvordan jeg havde været smertefri, da hun kravlede op. Ord begyndte at vælte ud af munden på mig, idet jeg forsøgte at forklare hvad der var sket. Hendes første reaktion var mistro. Da jeg fortalte hvilken del af biblen hun havde læst, mens jeg sov på den nederste madras, kunne hun ikke svare. Hun undgik at tale mere med mig, men må være gået efter hjælp.

En tilsynsførende på kollegiet, som var ansvarlig for vores etage, kom ind. Hun var ikke en tæt veninde, men jeg respekterede hende. Hun lyttede til mig, og prøvede at forstå. Jeg tiggede hende, om ikke at lade mig falde i søvn. Jeg fortalte hende, at hvis jeg havde et valg igen, ville jeg ikke vende tilbage. Efter lang tid forlod hun mig, og jeg faldt i søvn, men jeg blev ikke givet en ny chance for at dø.

Jeg havde aldrig hørt om nogen, der havde oplevet hvad jeg havde. Jeg følte mig alene og forvirret. Jeg blev hurtigt uvillig til at fortælle om min oplevelse, fordi andres reaktioner var så negative og sårende. Men jeg begyndte at indse, at min oplevelse havde lært mig en hel del. Når jeg tænkte på smerten jeg havde mistet, og den fantastiske fred jeg havde følt, mistede jeg den frygt for døden jeg altid havde haft. Den frygt er aldrig vendt tilbage. Jeg ved hvad der venter mig ,og jeg længes efter at være der igen. Jeg er meget bevidst om, at jeg kom tilbage af en grund. Jeg ved ikke hvad mit formål er, men jeg ved at jeg fuldstændig forstod det inden jeg vendte tilbage. Jeg forstår også at det var nødvendigt, at jeg mistede den viden. En af de største gaver jeg fik fra mit kig ind i efterlivet, er den trøst jeg har, når en ven eller et familiemedlem dør. Min sorg er ægte – min følelse af tab, men jeg ved at de døde er frie og lykkelige.

Selvom jeg meget sjældent taler om min død, prøver jeg nogen gange at tale, om hvad jeg lærte gennem den oplevelse. Jeg ved at jeg har mere viden, end jeg er i stand til at huske, men det jeg har bevaret er krystalklart. Den største udfordring ved at fortælle det til andre, er at finde de rette ord. Selv når jeg skriver dette, er jeg smerteligt bevidst om, at jeg ikke engang kommer tæt på virkelig at beskrive hvad der skete, hvordan jeg følte, og hvad jeg lærte.

Det der har ændret sig mest, er min religiøse opfattelse. Jeg voksede op i et kristent hjem, og da jeg var 10 år gammel forpligtede jeg mig til at følge Jesus. Mine forældre var missionærer i Øst Afrika. Sommetider følte jeg mig distanceret fra Gud, og gjorde oprør mod den moral jeg var opdraget med, men jeg opfattede stadig mig selv som kristen. Jeg troede på at biblen var Guds ord, og at min forpligtelse til at følge Jesus Kristus ville redde mig fra en evighed i helvede. Nogle gange stillede jeg spørgsmålstegn ved de ting der splittede religioner, forskellige teologiske spørgsmål, eller koncepter omhandlende frelse. Imens jeg lå og var død, opnåede jeg en forståelse, som ikke kun oversteg min tidligere tro, men på mange måder også ugyldiggjorde den tro. Siden jeg opnåede denne forståelse, har jeg til tider ignoreret hvad jeg lærte, og klynget mig til den tro jeg har haft siden barnsben, og andre gange har jeg forkastet den tro jeg ved, der er menneskelig fremfor guddomlig i sin oprindelse. Det har ikke været nemt for mig, at bearbejde hvad jeg har lært.

Et resultat er, at jeg nu er meget mere åben overfor overbevisninger, der er anderledes end min egen, fordi jeg ved, hvor begrænset den menneskelige hjerne er. Jeg ved, at Gud vil gøre sig selv kendt for os, afhængig af vores behov og vores tro. Gud selv, i form af Jesus, kæmpede for at bringe forståelse til sine nærmeste hengivne tilhængere. Natten før hans død, er hans frustration tydelig, idet han indser, at de slet ikke forstod, og hans tid var nær ved ovre. Jesus var begrænset af sin menneskelighed. Den hellige ånd er begrænset af vores menneskelighed.

Biblen, selvom den er inspireret af Gud, er skrevet af mennesker og læses af mennesker. Den er bundet af nødvendigheden af at bruge ord. Den er dybdegående, men alligevel begrænset. Den hjælper os, med at forstå det, som er udover vores forstand. Den ufortjente, ubetingede, uoptjenelige kærlighed til Gud er udover vores fatteevne. Den lykke, fred, glæde, tilfredshed, og kærlighed vi oplever i vores liv er kun en skygge af efterlivet. Begrebet frelse er vores forsøg på at fatte noget, der allerede er vores. Vores foreståelse af frelse, hvor meget vi end diskuterer det, afspejler slet ikke Guds virkelighed. Jeg prøver ikke længere at søge sandheden, fordi jeg ved at med tiden, vil vi alle forstå hvordan sandhederne passer sammen.

Kirken (religion) er noget vi har skabt, for at prøve at forstå, hvad der rækker udover vores forståelse – at begrænse det grænseløse – at kontrollere det ukontrollerede. Religion er resultatet af vores manglende evne, til at fatte spiritualitet. Men – religionen giver os næring, den hjælper os med at komme tættere på Gud, den er vores livline, den hjælper os med at forstå. Den kan også bringe os smerte, adskillelse, og forvirring. Jeg modsiger ikke religiøse overbevisninger. Jeg prøver ikke at bevise gyldigheden af min oplevelse. Jeg prøver at undgå, at lade kirkelige regler og regulativer blive blandet ind i den forståelse jeg har. Jeg prøver bare at relatere til Gud, på den bedste måde jeg kan.

De forandringer i mine holdninger, som fulgte efter min dødsoplevelse, har taget mig mange år at forstå, og jeg husker stadig, reflekterer over, og indarbejder hvad jeg har lært. I starten var jeg alene om mine oplevelser. Jeg havde oplevet denne fantastiske rejse, opnået en masse viden og forståelse, men manglede evnen til at udtrykke det tilstrækkeligt (som er en stadig kamp), at blive hørt, eller forstået, så jeg prøvede at fortrænge alt. Så fortalte en sociologi professor, som var blevet min ven, mig om en bog af professor Kubler-Ross. At læse den bog, var en rigtig øjenåbner for mig, og gav også en enorm lettelse, da jeg fandt ud af, at jeg ikke alligevel var alene. Jeg kunne ikke tro på lighederne mellem mine oplevelser og andres. Jeg ville lære mere. Jeg indskrev mig på et fag om død og det at dø, hvor jeg regnede med at det ville være et sikkert sted at åbne mig op. Da jeg skrev en opgave om min nærdødsoplevelse, mente min underviser, at det jeg havde oplevet, var hallucinationer forårsaget af overdosen af medicin.

Der gik mange år, før jeg fik dén slags venner, der virkelig kender mig som ærlig, tillidfuld og troværdig – venner, jeg kunne stole på, og fortælle min historie til. Disse venner opfordrede mig til at fortælle mere, læse flere bøger om nærdødsoplevelser, og integrere det jeg har lært fuldt ud i mit liv. Der har været tidspunkter, hvor jeg følte mig så overvældet af de vanskeligheder, jeg har oplevet i mit liv, at jeg bad Gud om at tillade mig, at vende tilbage til ham. Jeg har bedt for at dø, for den chance at opleve den vidunderlighed igen. Jeg har sat spørgsmålstegn ved hvorfor, jeg fik muligheden for at vide hvor fantastisk livet efter livet er, siden en af resultaterne har været en formindskning af viljen til at leve. Men jeg har opnået forståelse for, at vide hvordan ubetinget kærlighed føles, og at opleve en sådan tilfredshed, at huske en sådan skønhed og fred, betyder at jeg har mulighed for, at bringe alt det ind i min nuværende oplevelse, og måske også at hjælpe andre til at forstå – jeg behøver ikke at vente til døden kommer. Jeg har minderne, der kan være med til at berige mit liv her.

Der er så meget, der har forandret sig for mig i de sidste 20 år, siden jeg fik en forsmag på efterlivet, og jeg er ikke sikker på hvilke forandringer, der er et resultat af den oplevelse, og hvilke der bare er en del, af det at vokse op og blive moden. Jeg tror på, at selvom jeg har brugt halvdelen af mit liv på at fortrænge minderne om min død, er jeg alligevel blevet påvirket.

Før

Nu

Jeg var religiøs med en masse spørgsmål

Jeg er mere spiritual og har en masse svar

Jegvar skrækslagen for døden og for at dø sdohnsrwjgvrwuj

Min trøst igennem dødsprocessen vil være at kende til friheden, trøsten og lykken som følger med døden.

Smerten ved mine migræne hovedpiner kontrollerede mit liv. Jeg var afhængig af medicin.

Jeg kontrollerer mine lejlighedsvise migræner. Den eneste medicin jeg tager er Tylenol

Jeg kæmpede med et dårligt selvbillede.

Jeg er kreativ, selvstændig, og stolt af mine successer.

Jeg havde mange brudte forhold med familie medlemmer og engangsvenner.

Jeg får en stor tilfredstillelse fra mine mange gode venner og fra et skønt forhold til mine forældre.

Hvem er jeg?” havde en stærk forbindelse til karrierevalg.

Hvem er jeg?” har en stærk forbindelse til mine forhold.. til Gud, min familie, og mine venner.

Det var nødvendigt for mig at kende mine mål og min kurs så jeg kunne mærke mit formål med livet.

Jeg har et formål med livet. Jeg behøver ikke at vide hvad jeg er, for at udrette noget.

Jeg kæmpede med presset ved at leve. najfnbewgfbwrjg

Jeg har en masse at leve for. Jeg føler stadig et pres, men jeg kan bedre tackle det nu.



For et par år siden spurgte en veninde: “Hvis du fik chancen igen, ville du så gå over på den anden side af muren?” Uden at tøve svarede jeg: ”Ja, helt sikkert”. Hun sagde: ”Du ville forlade alt hvad du har nu?”, ”Ja, det ville jeg”, svarede jeg. Det er ikke fordi jeg gerne vil forlade mine børn, min mand, mine forældre og alle mine venner, men efterhånden sætter jeg stor pris på den chance jeg blev givet, og når tiden er inde, ved jeg at den overvældende følelse af fred, vil være der for mig.