Beskrivelse af oplevelsen:

I 1983 var jeg gravid. Jeg havde termin i august 1983. Fra og med januar kom der en engel hver nat omkring klokke 3 og sagde: Det er ikke en baby, du kan beholde". Jeg fortalte lægen om mine syner.

Lægerne mente at alt var normalt. I juni 1983 viste en ultralydsscanning, at der var væske rundt om en af babyens lunger. Den åbenbarede også, at det var en pige. Jeg havde allerede givet hende et navn. Jeg accepterede at hun var min, som jeg skulle glædes ved.

Under graviditeten bad børnelægen mig om at spørge englen: "Hvad vil der ske?"

Jeg var ikke helt tryg ved det, men jeg gjorde, hvad han bad om. Englen sagde: "Så længe hun er afhængig af dig, vil det gå godt. Når hun bliver født, vil tingene gå galt, inden der er gået tyve minutter. Intet der bliver gjort vil hjælpe. Hun vil dø og komme tilbage og være hos Gud. Vi ønsker at du skal vide det, så du kan være forberedt".

Jeg sang for hende og forsikrede hende om, at hun var elsket og ønsket. Jeg forsikrede hende om, at selvom hun ikke skulle være sammen med mig, så ville hun blive taget var på og være i sikkerhed. Hun blev født klokken 21.03. Hendes Apgar tal var mellem 8 - 9. De lagde hende på mig for at klippe navlestrengen. Jeg vidste med det samme at hendes ene lunge var kollapset. Jeg sagde det til børnelægen. Det blev bekræftet af et bryst røntgenbillede.

Da de ville fjerne hende fra barselsstuen, bad jeg dem om at lade hende se mig. Hun greb om min finger. Jeg gav hende tilladelse til at drage bort, når hun var rede. Jeg sendte min mand ned sammen med hende, så hun havde, en der elskede hende i nærheden. Inden der var gået tyve minutter, fik hun sit første hjertestop. Hun blev genoplivet i to timer. Hun døde klokken 23.03. Hun havde en hypoplastisk venstre hjerte funktion, som på trods af at jeg sendte hende til en neonatolog, da jeg var i ottende måned, forblev uopdaget.Da jeg bragte spørgsmålet om hjerteproblemer op, viste han mig tålmodigt alle hendes fire hjertekamre... der var faktisk kun en lille bitte l klap. Han blev chokeret, da han læste obduktions raporten. Han var nedladende og egoistisk, da jeg besøgte ham. Han sagde facilt, at alt var i den fineste orden. Jeg tror, lærestregen for ham er ydmyghed... Jeg lærte på en anden måde, hvad mine patienter gennemgår - og at acceptere hvad jeg bliver bedt om at gøre.

Jeg forfattede hendes gravsten.

"Til Gud med kærlighed"

Jeg døde ikke...

Men Megan gjorde.

YDERLIGERE KOMMENTAR I DEN NÆSTE E-MAIL SOM SVAR PÅ NDERF SPØRGSMÅL:

Englen (som forresten forekom mig at være intetkøn) havde langt honningfarvet hår. Englen sad med ansigt og krop vendt til venstre, så blot det højre kindben og øjenhulen og kinden var synlig. Jeg så ingen vinger. Den lange kjole var hvid. Englen så ud til at sidde på en klippe. Jeg vågnede klokken 03.00. Den viste sig altid i mit soveværelse. Jeg stod op og satte mig i en stol, jeg havde ved sengen af samme grund. Efter tredje nat (altid klokken 03.00) refererede jeg spøgefuldt til det ubetænksommetidspunkt som "engle normal tid".

HVOR OFTE OG UNDER HVILKE OMSTÆNDIGHEDER? Hver nat fra januar - august 1983.

HAR DU HAFT ANDRE ENGLEBESØG ? Jeg har en "stemme". Måske er det Gud, måske er det en skytsengel. Den advare mig mange gange... fra det enkle så som "tag de nøgler op nu ellers glemmer du dem" Og hvis jeg ikke samler dem op øjeblikkeligt glemmer jeg dem altid!!! !!! til det humoristiske: "SÆT FARTEN NED, DER ER EN FÆRDSELSBETJENT LÆNGERE FREMME" Advarede jeg min ven, som kørte. Han svarede: " Radar detektoren er ikke enig" Jeg svarede: "Ok, så lad radar detektoren betale bøden" Han satte farten ned til hastighedsbegrænsningen og blev scannet, netop som han kom over bakken. Han er troende .. vi er gift nu.

Den er bossy og holder ikke op. Hvis jeg overhører dens anmodninger bliver den meget insisterende. Den er nogen gange mere telepatisk nogen gange er det tankernogen gange handlinger. Hvis jeg ikke lytter, vil jeg pludselig opdage at bilen kører langsommer. Jeg vil se at cruise kontrollen er slået fra, og at min fod ikke er på speederen .... i 99,9% af tilfældene er der en betjent med en radar. De andre er min udgang, eller at en eller anden gør noget dumt, og jeg er nødt til krænge rattet til siden for ikke at ramme dem.

Den første gang jeg husker stemmen, var jeg 3 år. Vi var hos min mormor. Hun så ud til at have det godt. Hun tog mig op på armen, da vi kom. Jeg kan huske, at hun var rød i hovedet... Senere da hun skulle løfte en stol hen til bordet, vaklede hun. Jeg var 3... og alligevel vidste jeg øjeblikkeligt at der noget galt. Jeg råbte: "Hjælp mormor far"! Han greb hende, i det øjeblik hun faldt. Der blev ringet efter en ambulance. Da den ankom, tog min far mig med ud i haven for at give redderne plads. Jeg husker, at jeg stod der i den kolde vinteraften med tårer, der trillede ned af kinderne, fordi stemmen sagde: "Sig farvel til hende, du vil ikke se hende her igen" Da hun blev båret ud, vinkede hun, og jeg fik lov til at kysse hende. Skønt hun ikke var kritisk på det tidspunkt, døde hun ti dage senere. Jeg så hende aldrig igen. Den nat hun døde, ringede telefonen. Jeg vidste, at hun var død. Jeg begyndte at græde, inden telefonen blev taget. Det er min tidligste erindring om stemmen. Jeg kendte allerede stemmen, da den først talte til mig. Jeg må have mødt den tidligere. Som treårig var der ingen plads i mit sind til tvivl.

En uge efter min baby døde, sagde en stemme, som jeg var sikker på var Guds: En af dine forældre vil snart dø" Jeg rystede ... jeg følte vægten af kommende ulykke på min ånd. Jeg sagde: "Nej". Det blev gentaget. Jeg beordrede stemmen til at komme med mig... Jeg trampede hen til soveværelset. Jeg gik ind og smækkede og låste døren efter mig. Det fremkalder stadig et smil, når jeg indser, at jeg var i færd med at lukke Gud inde, så han ville lytte til mig!! Jeg sagde: "Du har sagt, at du aldrig vil give os mere at bære på, end vi kan klare. Hvordan kan du komme her, en uge efter at min baby er død, og tro at jeg kan klare endnu et tab"? Jeg hulkede hysterisk. "Se ind i mit hjerte lige nu, og sig til mig at jeg kan klare det. Jeg har brug for begge mine forældre! Du kan ikke så meget som overveje det her, hvis ikke du ønsker, at jeg skal blive fuldstændig vanvittig. Hvis du tror jeg kan klare det her, er du ikke opmærksom. Hvis du gør det her, er dine løfter værdiløse" På et eller andet tidspunkt under min tirade hørte jeg stemmen sige ganske stille: "Ok ok ok" og til sidst udtrykkeligt sige: Ok! ok! ok!" og så var den væk. (jeg kan mærke når den forsvinder) vægten aftog. Jeg vidste at truslen ikke længere var overhængende. Jeg vidste den var udsat, selvom den ikke var afværget.

Jeg planlagde en familie ferie, som min forældre havde udsat. Min mor ville ikke flyve. Hun afskyede virkelig ideen, når hun var usikker på, hvorvidt hun ville gå....Jeg bad for en måde at gøre hende mere tilpas. Dette var svaret, jeg blev givet, for at lette hende.

Jeg spurgte: "Mor, tror du på Gud"?

Min mor svarede: "Jamen, selvfølgelig".

Så spurgte jeg: "Tror du at Gud er almægtig og bestemmer over vores liv"?

Mor svarede: "Ja".

Jeg sagde til hende: "Så må du helt sikkert kunne forstå, at hvis han ønsker at slå dig ihjel med en flyvemaskine, og du nægter at gå ombord i en, så vil han blot lande en oven på dig"?

Hun smilede og sagde: "Køb billetterne".

Min mand og mine forældre og jeg drog på ferie i 2 uger i 1984. I september, nøjagtigt et år efter den samtale fandt sted, blev min mor diagnosticeret med leukæmi. WBCS (tal for hvide blodlegemer) 120,000... hun døde i 1984.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde