BESKRIVELSE AF OPLEVELSE: 

 
I August 1989 cyklede jeg hjem fra en stilling som frivillig omkring kl. ti om aftenen. Da jeg nærmede mig et lyskryds, blev jeg ramt bagfra af en pickup der kørte ca. 80 km. t. Cyklen og jeg blev smadret mod bilen . Mens føreren trådte hårdt på bremsen, blev jeg slynget 20 meter gennem luften og landede i vejkanten. Mine lunger kollapsede, de fleste af mine indre organer brast, og jeg brækkede min hofte og adskillige ribben. Jeg var tæt på at være dræbt på stedet. Heldigvis var der en politibetjent i nærheden, der over sin radio hurtigt kunne tilkalde en ambulance. Jeg, således som jeg kender mig selv, har ingen erindring om de foregående begivenheder.

Dette er, hvad jeg husker. Det ene øjeblik kørte jeg på min cykel, det næste øjeblik befandt jeg mig i totalt mørke. Jeg havde ingen fornemmelse af retning eller perspektiv, men jeg fornemmede, at jeg havde en krop, så det vil sige, jeg havde stadig en. Et sted "langt borte" bemærkede jeg en summen og en lysprik. Lyden tog til, og det så ud som om, lyset kom nærmer. I det det nærmede sig, opdagede jeg, at det var et fantastisk dæmonisk væsen omgivet af flammer med kæmpemæssige øjne og tænder, der savlende og knurrende dansede imod mig. Dets blik var truende, det skar tænder og strakte en lang savlende orange tunge frem mod mig. Jeg blev "naglet" til stedet, hvor jeg stod i mørket. Der syntes ikke at være nogen måde at undslippe, for det dæmoniske væsen satte farten op fast besluttet på at indfange mig. Jeg "satte hælene i", lukkede mine øjne, og forventede at blive opslugt af flammer eller ædt eller begge dele. I stedet opfattede jeg, at væsnet langsomt og smertefrit passerede gennem min krop. Jeg vendte et indre øje mod det og opdagede, at væsnet lo lystigt, idet det smeltede gennem mig. Det kom ud med et pop bag mig, og pludselig fløj jeg hurtigt fremad gennem mørket. Mens jeg fløj, kom der endnu to dæmoniske væsner imod mig med andre farver men stadig frygtindgydende. Væbnet med min viden om det tidligere, tillod jeg disse væsner at nærme sig og passere gennem mig. Snart kom jeg til indgangen til en tunnel i det sorte. Tunnellen så ud som om, den var lavet af gråt skyligende materiale og bugtede sig langt bort og op mod højere. Der delte den sig, og jeg kunne ikke se hvor den førte hen. Fra den højre gren kom et gulligt hvidt lys, der oplyste tunnelen svagt. Jeg så ned af mig selv og opdagede at min krop var væk. Den var blevet skiftet ud med en slags ligebenet kryds/stjerne af blåhvidt lys, som pulserede. Det "forekom" mig naturligt og behageligt på det tidspunkt. Det var meget frigørende ikke længere at være knyttet til en tung form.

Da jeg igen så på tunnelen, opdagede jeg, at der var døråbninger i begge sider af konstruktionen. Et par andre kryds/stjerner gik rundt i tunnelen. Nogen var blå ligesom mig selv, andre var ravfarvede. To andre blå kryds/stjerner dukkede op ved min side og drev mig nænsomt ind i tunnelen. Jeg flød med opad, idet jeg observerede, at nogle "døråbninger" var åbne, mens andre så ud til at være blevet lukket. Den første døråbning, jeg kiggede ind af, lignede et klassisk helvede. Det genlød af hyl og kvalfulde skrig. Nøgne mennesker var spredt ud over et forbandet landskab med søer af boblende ekskrementer og skarpe klipper. Djævle og andre dyr var i færd med at torturer folk på alle tænkelige måder, og folk torturerede også hinanden.   

Da jeg nærmede mig døråbningen ind til dette uhyggelige sceneri, mærkede jeg en sugende fornemmelse, der trak mig ind som en malstrøm, og jeg befandt mig "flyvende" over det ørkesløse landskab. Der var en rådden stank, og heden var næsten ubærlig, men en del af mig var fascineret af den tilsyneladende uendelige variation af smerte og kval, der blev påført indbyggerne i dette rige. Det meste af mig ønskede at komme væk, så jeg havde ingen vanskeligheder, og jeg havde en følelse af, at enhver kunne forlade det sted, hvis de ønskede det. Jeg følte, at ingen og intet havde sent disse mennesker i fangenskab, uden deres egen tro på de kvaler de uophørligt led. Jeg "fløj" tilbage til døråbningen, som var synlig fra alle steder i dette "helvede". Jeg forlod stedet med lutter glæde, men jeg havde alligevel en fornemmelse af mig selv som værende adskilt fra den glæde.

Den næste døråbning i tunnellen var ikke meget bedre. Så langt øjet rakte gik folk rundt  på en gold gul jord med hovedet bøjet, helt opslugt af deres egne deprimerede selvmedlidende tanker, og uden at ane at der var andre omkring dem. En stærk følelse af ensomhed og afsondring strømmede fra dette sceneri, og jeg undlod  at komme for nær, skønt der ikke kunne mærkes nogen sugende fornemmelse i nærheden af denne åbning i skytunnellen.

Jeg fløj videre op i tunnellen, og kiggede ind af andre døråbninger, men den næste der gjorde et varigt indtryk på mig var en verden af næsten ubeskrivelig skønhed. Jeg så en have med træer og springvand og vandfald og bække og broer der lyste, strålede og glitrede med iriserende farver. En vellignende beskrivelse af skønheden i denne verden er blevet indfanget af kunstneren Gilbert Williams, hvis værker jeg opdagede adskillige år efter min NDE. En følelse af fred og harmoni flød fra dette sceneri, og jeg bevægede mig hen mod døråbningen med et stærkt ønske om at træde ind. Da jeg begyndte at passere gennem åbningen, mærkede min "næse" noget der føltes som cellofan. Jeg pressede mig frem, men blev nænsomt puffet tilbage, og en stemme sagde: "Du har ikke informationen til at træde ind i denne verden. Jeg husker, at jeg på det tidspunkt følte skuffelse, men jeg følte mig ikke dømt som værende uværdig, kun uinformeret.  

Jeg vendte nu min opmærksomhed mod lyset, der strålede ud bag forgreningen til højre. Jeg trådte ind i lyset og blev forandret af en følelse af fuldkommen absolut glæde. Der var intet andet end glæde. Jeg sagde til Lyset: "Her er jeg", og lyset svarede: "Skønt", med en stemme der genlød af fryd og lykke. Jeg overgav mig til fryden og lærte mange ting, der lyder banale, når de beskrives, men som for mig er sandheder, der klinger klart nu og til alle tider. Jeg lærte at jeg er evig, og at skønt jeg vil opleve at dø på mange forskellige måder, vil jeg altid vide, hvem jeg er. Jeg har intet at frygte, blot flere oplevelser, og jeg vil til syvende og sidst være den, der bestemmer, hvad jeg vil opleve. Det lyder måske forlorent, men tro mig, det føles virkelig, virkelig godt at vide disse ting inde i sig selv. På et tidspunkt mistede den evige fryd sin fortryllelse, og jeg besluttede mig for at tage bort. Jeg sagde til lyset: "Jeg tager af sted" og lyset sagde "Fint", og fortsatte sin fuldstændigt frydefulde tilværelse helt og aldeles uforandret af min tilstedeværelse.  

Jeg flød tilbage ned gennem tunnellen og så mig omkring med fortsat forundring, Til sidst slog jeg mig ned på et dørtrin, der vendte mod det ydre rum. Klippestykker flød forbi, og i det fjerne snurrede og drejede planeter og galakser. En noget selvmodsigende følelse af ophøjet ro og eventyrlyst omgav mig, mens jeg betragtede det tavse sceneri. Tunnellen var tæt på, og jeg kunne høre stemmer, der råbte: "Tag ikke bort Sarah! Hvad med Zane?" (Min søn var fem år gammel da denne begivenhed fandt sted) Jeg blev ærgerlig over disse stemmer, for jeg havde ikke i sinde at "tage nogen steder hen", og selvfølgelig ville jeg være der og tage mig af Zanes opvækst. Et andet væsen dukkede op ved siden af mig, og vi "talte" om mine muligheder. Vi hørte en stemme sige: "Hvis du går gennem denne dør, kan du ikke vende tilbage"

Min næste bevidste erindring var, at jeg lå i en hospitalsseng med utallige slanger stikkende ud af mig og med en respirator slange i munden. Jeg var fuld af glæde og struttede af energi, skønt jeg var ude af stand til bevæge nogen del af min krop ved egen hjælp. Jeg var også fuld af smerter, og de bragte mig i løbet af kort tid tilbage til mit fysiske selv.

Jeg har siden min NDO måtte udstå mange prøvelser og udfordringer, blandt andet tab af identitet, vanføre, fattigdom, tab af venner grundet deres mangel på forståelse for hvordan oplevelsen forandrede mig, samt kroniske smerter. Men indsigten om min ånds evighed og friheden fra dødsfrygt  har skabt et fundament af fred, som ingen tidslig fysisk tilstand kan ryste. Jeg har et stort ønske om, at alle kunne opleve de undere jeg har, uden at lide de traumer jeg gjorde, for det ville forvandle verden.

NDERF SPECIAL ... Resten af historien

Efter præsentationen af Sarahs NDO på The Art Bell Radio Show d. 4/2 99 blev vi af mange buddhister gjort opmærksom på den forbavsende overensstemmelse mellem Sarahs NDO, og hvad der står skrevet i Den Tibetanske Dødebog.  Ja, overensstemmelserne er i sandhed forbavsende