Beskrivelse af oplevelsen:

Mit navn er Philip, og jeg skriver angående dit og Dr. Long's interview på "theArt Bell show" i går aftes om nær døds oplevelser.

Den 24 September 1995 omtrent kl. 01.30 blev jeg skudt under et mislykket røveri af en county sheriff. Kuglen smadrede mit knæ og overskar pulsåren i den nederste del af mit ben. Jeg har fået at vide, at jeg blødte voldsomt under operationen.

Jeg husker to klart adskilte episoder. Hver især forskellige. Først befandt jeg mig svævende over operationsbordet. På daværende tidspunkt var jeg meget interesseret i, hvad der var på færde og foruroliget over den megen tumult. En lampe over opperationsbordet var i vejen, så jeg "bevægede" mig hen for at kigge over skulderen på en kvindelig læge. Jeg husker, at jeg lo; (hun var ikke høj nok, og stod oven på et eller andet for at nå op til operationsbordet). Jeg så også en mand, der stod lænet op af væggen i hospitals tøj, som jeg genkendte som en betjent, der havde ledsaget mig i ambulancen, og med hvem jeg var kommet på god fod. Begges tilstedeværelse blev bekræftet, da jeg senere kom til hægterne. Så "bristede boblen,"(det er ikke nøjagtigt, men det er den bedste beskrivelse) og alt blev sort. Det var ligesom at bevæge sig og dog ganske langsomt falde i søvn. Jeg stod barfodet på en smuk bjergeng som fireårig. Den der holdt min lille buttede hånd, var den smukkeste mand, jeg nogensinde har set. En græsk gud gange hundrede! Han var omgivet af et skær, der udstrålede kærlighed ligesom solen udstråler lys, og jeg vidste at hos ham var jeg i sikkerhed. Det var den mest fredfyldte kærlige følelse, jeg nogensinde har oplevet. Vi begyndte at gå hånd i hånd hen af en sti over engen. Jeg vidste, at han førte mig et bestemt sted hen, men at turen også var vigtig. Jeg så de mest forbløffende ting. Farver, former, lugte, alt var så klart og skønt. Det var som at se for første gang. Min guide nød turen lige så meget som mig, han udpegede nye ting og lo over min glæde. Den eneste lyd der kom fra ham var latter, og den var lige så vidunderlig, som alt andet var. Den var en bjergbæks rislen en babys første skrig, klokkers ringen og torden. Jeg vil aldrig blive i stand til at beskrive lyden.

For enden af stien kom vi til et sted med udsigt over dalen. Dalen var dækket af tåge /skyer, således at man ikke blot ikke kunne se ned i den, men man kunne heller ikke med sikkerhed fornemme, hvor stor den var. Ud af dalen kom disse følelser/sindsbevægelser, der var så sørgelige. Jeg begyndte at græde. Følelserne var sorg fyldt med længsel. Meget som at ønske at noget ikke var sket, på den måde det var sket, velvidende at det var for sent at lave det om, og dog ønske det. Min guide græd også. Et spildt liv er sørgeligere, end ord kan udtrykke.

Skæret rundt om min guide blegnede, idet et klarer og større skær omgav os, og jeg hørte en stemme inde i mit hoved. Stemmen sagde: "Philip, dette er enden på den sti du nu betræder. Husk på at jeg altid vil elske dig" Skæret aftog, min guide smilede og tørrede mine øjne, og boblen "brast" igen.

Jeg vågnede op på opvågningsstuen og græd som et lille barn. En sygeplejerske stod bøjet over mig og prøvede at berolige mig. Hun fortalte mig at det hele var ovre, at jeg ville blive okay, og hvorfor græd jeg egentlig. Jeg fortalte hende, at jeg havde haft en drøm - en sørgelig en. Hun lo og fortalte mig, at den bedøvelse der bliver brugt ved operationer blokerede for hjernens evne til at drømme. Så spurgte hun mig, hvad jeg havde drømt. Jeg magtede ikke at fortælle hende hele historien,(jeg kæmpede med søvnen) men jeg fik fortalt tilstrækkeligt. Hun fortalte mig, at lægerne havde haft "besvær" med mig ved to lejligheder (jeg var under kniven i over seks timer) og at jeg havde blødt voldsomt. Så sagde hun, at hun ikke troede, at det var en drøm, ogsagde at jeg skulle lægge mig til at sove. Jeg drømte om et bedre liv og en bedre fremtid for mig selv og vidste, at det var muligt.

Jeg har siden spurgt andre læger om det er muligt at drømme under narkose. De har alle sagt nej. Jeg prøver stadig at overbevise mig selv om det modsatte, eller det gjorde jeg i det mindste. Nogen gange, lige inden jeg falder i søvn, ser jeg min guide stå ved min side. Helt personligt tror jeg, at jeg har set glimt af både himlen og helvede, at jeg ikke bare har mødt min skytsengel, men holdt ham i hånden og hørt Guds Stemme.