Beskrivelse af oplevelsen:

Mit navn er Joe.

Jeg er næsten 64 år gammel. Jeg blev født i marts.

Jeg har boet i Clark County (Las Vegas, Nevada) siden november 1952.

Jeg begyndte jo nok at drikke, spille hasard og alt det forkerte for længe siden

Jeg har været gift fire gange og været gennem fire skilsmisser. Jeg vil ikke klandre mig selv for forlisene, men jeg var en stor del af elendigheden, der forårsagede alle problemerne.

Jeg havde et godt og vidunderligt liv, og Gud var vældig god ved mig rent økonomisk. Jeg tog bare alting for givet. Jeg begyndte at få problemer med skattevæsnet i 1988. De ville ikke give slip på mig før i 1990. Jeg blev ved med at arbejde men endte med at trække mig tilbage fra et kasinohotel og country club. Jeg havde været bartender i næsten 15 år fra 1978 til1990. Jeg fik ikke løn. Jeg havde fået i tusindvis af dollars i forudbetalt løn. Det næste jeg gjorde var, at erklærer mig bankerot. Men inden jeg blev syg, arbejdede jeg halvtids på et nærliggende hotel på den modsatte side af gaden. Jeg nåede efterhånden et punkt, hvor jeg var så fuld af had og vrede mod skattevæsnet, at jeg holdt op med alt. Jeg flyttede ud af min kærestes hus, selvom vi havde været sammen i 13 år. Jeg flyttede ind i en campingvogn. Jeg drak lejlighedsvis og arbejdede på et hotel.

I løbet af april måned 1990 tror jeg nok jeg var ædru. Omkring 17 april 1990 begyndte jeg at få svære smerter i min venstre arm, midt på ryggen, og i brystet. En af mine venner sagde, at jeg skulle tage på hospitalet. Jeg sagde til ham, at det nok bare var luft i maven. Den 20 april omkring tre på eftermiddagen stod jeg i køkkenet og vaskede op. Lige pludselig føltes det, som om mine øjne skulle poppe ud af mit hoved, og så blev smerten i mit bryst virkelig slem. Min telefon stod på køkkenbordet. Jeg ringede til 112. Da de svarede, var det eneste, jeg kunne sige, "Jeg er død". Jeg faldt om. Jeg kan ikke have ligget der alt for længe, for det næste jeg hørte, var redderen, der sagde, "Lad os køre" Så vidt jeg forstår, blev jeg kørt til University Medical Center. Lægerne åbnede mig for at opererer med det samme, fra klokken 15.30 til klokke 23, er jeg blevet fortalt.

En præst blev tilkaldt, og han gav mig den sidste olie - Lægerne fortalte min familie, at det eneste der kunne bringe mig igennem, var et mirakel.

Da de lagde mit hjerte tilbage i kroppen, stoppede det. Lægerne slog mig med hjertestarteren. Det synes, som om jeg rejste mig direkte op fra vandret stilling, og kiggede ned på lægeholdet med maskinen. Pludselig begyndte jeg at dreje. Jeg er sikker på, at jeg ikke var bange. Jeg vidste bare ikke, hvad der skete. Pludselig var jeg inde i en tunnel. Det næste der skete var, at jeg lå på ryggen. Det var umådelig lyst. Jeg bevægede mig med enorm fart. Da jeg stoppede, endte jeg med at stå op. Der var palmer og gyldne rækværk, og Gud stod der. Han var klædt i en hvide kjole med en gylden snor om livet. han havde brunt hår, skæg og gennemtrængende blå øjne. han sagde: "Gå tilbage Joe, det er ikke din tid endnu".

Lægerne sagde, mit hjerte begyndte at slå med stor kraft. De havde ingen anelse om, hvorfor de ikke holdt op med at slå mig med hjertestarteren under min rejse. De sagde, jeg havde massiv styrke og ville ned fra bordet. Jeg husker, at der var en kold styrestang i min hals, som jeg hev ud. Det blev jo så til, at de tvangsindlagde mig, inden de indlagde mig på intensiv afdelingen en måned. I to og en halv uge var jeg i en kritisk tilstand.

Da jeg endelig blev lagt ind på mit værelse, så jeg ud på Charlston Blvd., og så på mig selv - Jeg var så tynd og syg, og jeg havde sting og mærker på min krop, som om jeg var pakket ned i gaze. Og mens jeg kiggede på mig selv, sagde jeg: "Gud, jeg ved du redde mig, og jeg vil aldrig drikke og ryge eller putte noget ind i mig, som vil ødelægge og fordærve det du reparerede for at give mig dette nye liv."

Jeg har været tro til Gud med mit løfte til ham. Jeg kalder det miraklet på tredje etage på UMCs hjerteafdeling. Jeg elsker virkelig de læger fra Hjerte instituttet. Alt hvad jeg kan sige er, at jeg er blevet fortalt at mine lunger, min leve og mine nyrer var, som hos en der aldrig har røget, drukket eller taget stoffer.

Jeg elsker personalet på tredje sal, hjertesalen. Jeg er taknemmelig for alt, hvad de gjorde med og for mig på min vej til helbredelse. Og Gud er først og fremmest min Jehova Rappa. Den mægtige læge, tak.

Efter jeg kom ud fra hospitalet, var jeg nødt til at leve på gaden i 18 måneder, indtil jeg fik min invalidepension. Det er, som om Gud sagde, det er op til dig, lad os se om dit løfte til mig var ærligt ment, og det var det.