NDERF Home Page Aktuelle NDO'er Del din NDO

    Jerome NDO    



Beskrivelse af oplevelsen:

Kort efter at have taget de første par sip af min morgenkaffe på den aktuelle dag, mærkede jeg et mærkeligt ubehag i den øvre del af brystkassen, lidt ligesom når man sluger et eller andet, som ikke helt glider ned. Jeg drak noget vand men følelsen forsvandt ikke. Tværtimod, i løbet af den næste times tid blev den stærkere, og jeg følte mig træt og ilde tilpas. Jeg havde imidlertid et meget vigtigt projekt at færdiggøre på mit arbejde den morgen... et som en af mine medarbejdere behøvede færdiggjort så snart som muligt, på en vigtig sag som vi begge arbejdede på. Så skønt jeg følte mig stadigt mere ilde tilpas, besluttede jeg at gå på arbejde, få projektet færdiggjort, for derefter at gå hjem.

Det var temmelig hårdt at gå på arbejde. Min sædvanlige ti minutters gang til metroen tog næsten dobbelt så længe, og for en gangs skyld tog jeg rulletrapperne i stedet for at gå op eller ned. Da jeg nåede kontoret, følte jeg mig meget svag, men forsøgte at gå i gang med at færdiggøre projektet. Kort derefter blev jeg ganske enkelt for svag til at fortsætte, og smerten i min øvre brystkasse var taget til og spredte sig nu til min højre arm og hals. Jeg talte med en at sagførerne, jeg arbejder med, og han var straks bekymret såvel på grund af mit udseende såvel som symptomerne, og sagde at jeg skulle tage til hospitalet straks. En af mine kollegaer tog mig til hospitalet i en taxi ( jeg havde nægtet at give dem lov til at ringe 112). På turen var jeg ekstremt bekymret over, at det projekt jeg var kommet ind for at tage mig af, ikke var blevet færdigt, og at jeg derved havde ladet mine kollegaer i stikken.(det har senere betydning for mit specielle tilfælde)

Efter at være blevet placeret i en rullestol der blev bragt af en plejer, besvimede jeg på akutmodtagelsen og vågnede kort liggende på ryggen med mange mennesker bøjet ind over mig, idet de fjernede klædningsgenstande og påklistrede diverse små hvide plastre på min brystkasse. Jeg havde haft moderate men ikke uudholdelige smerter i omkring to og en halv time og var temmelig træt af begivenhedernes forløb. Jeg husker at jeg sagde til mig selv: "Det her er ved at blive temmelig kedsommeligt"  

Pludselig hørte jeg klart og tydeligt en meget besynderlig lyd - en mellemting mellem et "pop" og et "snap" som syntes at komme inde fra den øvre højre side af mit baghoved, omkring fem centimeter over og lidt bag mit øre.

Min bevidsthed, opdagede jeg nu, var uden for min krop. I begyndelsen undrede jeg mig over om jeg drømte, idet oplevelsen ikke var ulig lucid drømmetilstand, som jeg havde praktiseret med en vis succes de sidste par år. Jeg fortalte imidlertid mig selv at jeg umuligt kunne drømme fordi jeg ikke sov og ikke var faldet i søvn. Samtidig blev jeg klar over at den ubehagelig smerte var fuldstændig forsvundet, og at jeg til min store forbavselse nu kunne se mine omgivelser meget klart. Jeg var forbavset over det, fordi jeg uden mine briller overhovedet ikke ser klart. Jeg følte mig også vidunderligt tilstede og fuld af energi ... så meget mere bemærkelsesværdigt efter den fremadskridende sløvhed jeg havde følt de sidste par timer.

Jeg så en del mennesker der arbejdede på noget til venstre for mig. Jeg "vidste", at det var mig, der var objektet for deres anstrengelser. Det så ud som om, de var iført en mørk men til dels selvlysende rød dragt. Det syntes jeg var mærkeligt, fordi hospitalspersonalet havde haft grønlige uniformer. Jeg kunne ikke høre deres ord, men opfattede en lav "summen" som jeg antog var deres samtale, og jeg var klar over, at de var yders optagne af en opgave i hvilken det forventedes, at jeg ville være til nogen assistance.

Jeg havde en meget stærk følelse af at svigte mit ansvar ved at "opgive" og "stikke af". Det faldt mig også ind, at jeg havde en nær døds oplevelse. ("Aha, det er sådan det er", husker jeg, at jeg sagde til mig selv) og også at "det skal altså ikke være sådan her" (den nagende følelse af at have forladt mine ansvar såvel som manglen på "tunneller" og "klare lys" og andet udstyr fra NDO litteraturen) Jeg overvejede dette nogle øjeblikke og besluttede, at det ville være klogt af mig at vende tilbage til min krop, ifald følelsen af fiasko skulle øge. Ved denne viljes handlig (eller sådan forekom det) vendte jeg øjeblikkeligt tilbage til min krop og den ubehagelig smerte. "Skyldfølelsen" var væk, men det var synets klarhed og sindets opvakthed imidlertid også.

Tilbage i kroppen tænkte jeg et øjeblik på om jeg kunne slippe ud igen. Jeg følte mig højst ilde til mode på det tidspunkt. Et øjeblik senere var jeg ude igen, kun var de arbejdende skikkelser nu foran mig i stedet for til venstre. Der var ingen lyd der fulgte med denne exit. Jeg kunne igen se meget klart, og smerten var igen fuldstændig væk. Men følelse af at svigte mit ansvar var imidlertid tilbage. Denne gang overvejede jeg værdien af at forblive, hvor jeg var, og gøre op med følelsen af fiasko, eller returnere til min krop. Efter nogle ganske alvorlige overvejelser besluttede jeg, at det ville være ekstremt unfair af mig, at blive hvor jeg var, når andre var afhængige af mig, og så vendte jeg tilbage til kroppen. Som en test prøvede jeg at forlade kroppen endnu en gang. Denne gang blev mine anstrengelser ikke kronet med held.  

Ved eftertanke, alt som jeg var i færd med at få foretaget en udvidelse af halspulsåren, gik det op for mig at jeg under hele episoden, selv i de første minutter, ikke havde nogen angst for at dø, og at jeg heller ikke følte noget behov eller ønske om at, " få orden i sagerne" med den kristne (eller nogen anden) gud. Faktisk var mit overordnede indtryk af hele oplevelsen og de medfølgende fænomener ekstremt interessante, skønt fysisk ubehagelige. Mit første mentale fokus gennem hele rækken af begivenheder havde været min fortrydelse over ikke at have færdiggjort det projekt, som jeg var blevet tildelt, og mit ønske om ikke at ligge mine kollegaer mere til last end det allerede var tilfældet.

Baggrundsoplysninger:

Køn:    Mand

Datoen NDO'en fandt sted :  November 1999

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted?    Ja   Hjertetilfælde        Jeg fik et hjertestop. Lægen der tilså mig sagde, at mit hjerte var ophørt med at slå, og at det tog "det maksimale antal elektrochok at få det til at slå igen"(Han sagde ikke, hvad det antal var, og jeg var ikke vågen nok til at spørge).


NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Som allerede fortalt havde den mange aspekter til fælles med lucide drømme, men jeg indså at det ikke var en drøm, idet den var begyndt, mens jeg var lysvågen og midt i et fysisk ildebefindende. Jeg er ikke helt uvidende om drømmetilstanden, og de forskellige mentale tilstande der kan opstå eller opleves i den oplevelses sfære. Oplevelsen havde fælles træk med den lucide drømmetilstand, men var ikke - så vidt jeg ved og forstår - en drømmetilstand.

Hvad oplevelsen inkluderede: Ud-af-kroppen-oplevelse

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg så ikke mig selv. Jeg havde imidlertid en total fornemmelse af en sammenhængende selv identitet. Eller udtrykt på en anden måde, hvad der var uden for min krop var mig, skønt jeg ikke havde lejlighed til (eller trang til) at undersøge, hvordan jeg så ud i den tilstand. Faktisk var jeg helt lige glad med, hvordan jeg fremtrådte.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Jeg mener at det ovenstående giver et fair billede. Jeg havde imidlertid i begivenhederne der ledte op til hjertetilfældet, følt mig stadig svagere og mindre klar. Jeg havde været særligt optaget af ikke at få kvalme i taxien( Den stakkels taxi chauffør var rædselslagen for, at jeg skulle kaste op, en mulighed jeg forsøgte at forsikre ham om, var ganske usandsynlig) og jeg koncentrerede mig en del for ikke at bedrage fyren, hvad det angår. I løbet af selve NDOen følte jeg mig særdeles klar og opvakt. Der var også en lidenskabsløshed, der var ganske klar og virkelig, på trods af at min følelse af at det at svigte mit ansvar overdøvede den. Men der var overhovedet ingen fornemmelse af, at jeg "måtte" foretage mig noget. Blot en realisation af at jeg ville være ansvarlig for resultatet af min beslutning på godt og ondt. Dette var dog ikke en årsag til frygt eller andre stærke emotioner. Det var blot en enkel konstatering af fakta.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Jeg havde ikke rigtigt nogen tidsfornemmelse, men rummet forekom ret anderledes. Der var mig, et rum( der ikke syntes at have nogen grænse) og en gruppe mennesker, der arbejdede på min krop. Eller, måske set fra et helt andet perspektiv befandt jeg mig på grænsen mellem to helt forskellige "rumlige fremtrædelsesformer" ... en "bag" mig og en jeg kunne se foran mig eller ud til siden. Når jeg tænker efter, forekommer det mig, at min tids og rum fornemmelse i løbet af min NDO var mere indre end ydre.

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Jeg antager at jeg har været klinisk død, skønt ganske kort. Jeg kan forstå på min kollega, at plejerne var vældigt ophidsede og sagde: "Vi bragte ham tilbage". Jeg bevidnede ikke de særlige ting der blev gjort. Øjeblikkets "sanseoplevelse" syntes at vedrøre arten af de observerede individers intention, mere end deres fysiske handlinger. Min forståelse var, at jeg betragtede deres "inder handlinger" mere end deres ydre.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Nej

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja. Jeg tror, at de individer jeg så ved to lejligheder, var hospitalspersonalet, der forsøgte at genoplive mig, skønt det på et tidspunkt så anderledes ud, således at de også kom til at repræsenter mine kollegaer. Jeg så på ingen måde andre "væsner" og bestemt ingen "overnaturlige væsner". Tværtimod, oplevede jeg en personlig ensomhed (således som jeg foretrækker det, når jeg er optaget af alvorlige overvejelser) og en fornemmelse af, at jeg var i en position til at træffe mine egen beslutninger og domme om, hvorledes sagen skulle skride frem. Jeg havde ikke noget særligt ønske om at møde nogen, idet jeg var ganske optaget af mine egen tanker og ikke ville have værdsat en afbrydelse.

Så du et ikke jordisk lys? Ved ikke For at forklare: Altså ikke som "det klare lys" der så ofte beskrives i NDO litteraturen. Men som allerede nævnt, så det ud som om hospitalspersonalet lyste en anelse med et mørkt fladt rødt lys. Mit syn var klart, men der var ikke noget "skarpt lys". Jeg er nysgerrig efter at vide, om den røde glød er beskrevet i en eller anden mere eller mindre pålidelig bog, der beskæftiger sig med den menneskelige aura (hvis en sådan findes) og måske repræsentere en tilstand af spænding eller uro eller en lignende følelse.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Hvad oplevelsen inkluderede: Stærk emotionel stemning

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? Jeg mener, de er dækket af det ovenstående. Men jeg kan tilføje, at der var en følelse af frihed, men at den var stærkt påvirket af min mentale tilstand på det tidspunkt. Jeg mærkede at min "skyld" over ikke at færdiggøre mit projekt, kunne holde mig tilbage på en ubehagelige måde og blive en art forhindring i ud af kroppen tilstanden. Jeg overvejede muligheden for at fornemmelsen ville blive stærkere eller om den eventuelt kunne overvindes. Jeg nåede ikke nogen bestemt konklusion, men besluttede at den "kunne" blive kraftigere, hvilket jeg betragtede som uønskeligt.

Jeg vil dog tilføje at jeg hverken følte frygt eller opstemthed. Det blot en fortsættelse (eller kulmination) af de forudgående begivenheder, og de syntes helt naturlige og fornuftige. Jeg temmelig overrasket over at jeg ikke var bange.

Hvad oplevelsen inkluderede: Særlig indsigt eller formål

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Jeg fornemmede en bekræftelse af min mine personlige ideer om efterlivstilstanden, i det mindste delvist, hvis man tager begivenhedens begrænsede omfang i betragtning. Jeg fornemmede også at min spørgsmål angående sandsynligheden af en fortsættelse af selv-identiteten blev besvaret, i det mindste til en vis grad. (hvorvidt jeg ville være fortsat i al evighed, eller for en længere eller kortere tidsperiode, ved jeg ikke) For mig er bekræftelsen, selv om den er delvis, en "speciel form for viden" som kun få mennesker har muligheden for selv at opleve. For mig er "tro" ikke længere nødvendigt, og ikke en gang ønskværdigt. Faktisk slår tro mig som en slags legetøj. Jeg siger ikke dette for at være arrogant, kun at for mig er tro ikke længere noget af nævneværdig personlig interesse eller relevans.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Nej Lige modsat. Jeg havde en dyb følelse af "nu-hed", hvor der virkelig ikke var nogen tid, der kunne opdeles i fortid, nutid og fremtid. Hvad der ville (eller kunne) ske, var så forbundet med det der skete i "nuet", at det forekom at være en uadskillelig del af det, i stedet for en tid adskilt fra det.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ved ikke Udover de to forskellige positioner i hvilke jeg fandt mig selv i, efter jeg havde forladt kroppen, havde jeg ikke noget ønske om at bevæge mig "fysiskt" Jeg havde travlt med at tænke over og overveje min tilstand, og nødvendigheden af at træffe en beslutning. Jeg havde dog en fornemmelse af, at hvis ikke jeg besluttede mig for at vende tilbage til min krop på en beslutsom måde, så ville jeg ikke være i stand til det gøre det. På den måde synes jeg man måske kan sige, at jeg havde en følelse af "grænse", og hvad der ville ske hvis jeg "overskred" den. En sådan ville imidlertid være en beslutnings grænse jeg selv havde sat, og ikke en ydre overgang fra et sted til et andet. Men der var en fornemmelse af at være på en tærskel, skønt den var mere indre end ydre.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg mener dette er beskrevet mere end tilstrækkeligt detaljeret oven for.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Jeg kom tidligere fra en kristen baggrund, som en gang var meget stærk, men som var blevet mindre og mindre meningsfuld med årene grænsende til det frastødende. På det tidspunkt oplevelsen fandt sted, fandt jeg mange buddhistiske trosartikler mere rimelige, men jeg havde ikke rigtigt hengivet mig til nogen religiøst tro.

Hvad er din religion nu? Jeg synes, jeg bliver mere og mere en religiøs relativist, der foretrækker at stole på min egen indsigt (hvis jeg må bruge det udtryk), end i fælles tros strukturer, hvis universelle gyldighed forekommer mig mindre og mindre sandsynlig. I det store hele hælder min trosretning mod diverse østlige grundlag (Buddhist, Taoist, Hindu) snare end mod hvad der er blevet antaget i vesten., men jeg accepterer ikke nogen trosretning i sin helhed.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg er overbevist om at den jødisk- kristne - islamiske tro på et liv/en død, efterfulgt af en hævnende/belønnende dom, er fuldstændigt irrelevant for min partikulære eksistens. Jeg føler det som om, jeg personligt er blevet befriet fra at være underkastet et listigt fremmedartet, og (for mig) næsten afskyeligt tros system, som jeg aldrig rigtigt holdt af, men som jeg frygtede udøvede magt over mig.

Jeg har større respekt for og et dybere ønske om at lære mere om bestemte østlige trossystemer, så som Buddhisme og andre, som betragter eksistensen i en sammenhæng hvori individet er kilden til "dom" i efter livet. En sådan sammenhang er mere i samklang med min egen oplevelse. I det hele taget har jeg meget større tiltro til mine egne intuitioner i den slags sager, "som de nu har relevans for mig". Hvad der må være tilfældet for andre, ved jeg intet om, og jeg mener ikke, det er særligt vigtigt for mig at vide. Jeg tror at efter-døds oplevelsen meget vel kan være forskellig for forskellige mennesker.



I modsætning til mange NDO oplevelser som jeg har læst om, føler jeg intet overvældende behov for mere medfølelse eller godgørenhed, eller andre udtryk for velvilje. (Jeg føler heller intet behov for det modsatte) Ulig mange der gør krav på at have haft den slags oplevelser, betragter jeg min egen som værende unik og intenst personlig, som har foranlediget et behov for selv-indsigt og forbedring som ikke involvere andre. Jeg tror at dette ivertilfælde delvis skyldes en erkendelsen af, at jeg ikke rigtig kan hjælpe et andet menneske med, hvad der sikkert er ganske tiltrængt, før jeg har lært at gøre det selv

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Øget.

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Som antydet ovenfor koncentrere jeg mig nu meget mere om, hvad jeg gerne vil kalde "tankernes modning" Jeg prøver også at praktisere lucide drømme med mere alvor, fordi jeg idet jeg får større kontrol over min "levende" drømmetilstand, vil jeg være bedre i stand til at overtage styringen i efter - døds tilstanden, som i bestemte Tibetanske Buddhistiske skoler er knyttet nær til de førnævnte.

Jeg prøver også at arbejde ihærdigt på at skelne mellem "miget" fra NDOen og det "mig" som er et produkt af mine egne biokemiske processer, mit miljø og min opvækst. Sidstnævnte, mener jeg, blot er en midlertidig persona, som det sande "mig" benytter sig af, men som vil forsvinde (mere eller mindre på samme måde som "miget", der en gang var et to år gammelt barn, men som jeg ikke længere husker bevidst) Jeg må arbejde på at lære om det virkelige "mig" der bruger denne persona, til at lære og vokse, men som ikke er identisk med den persona. I en Buhhdistisk sammenhæng forsøger jeg at skelne det ægte "mig" fra aggregaterne ( opfattelser, tanker etc.) der ser ud som om det er "mig" i denne krop, og som jeg på en eller anden måde bruger til at udtrykke min "mig - hed" i dette liv.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? I Jeg mærker, at jeg tager livet langt mindre alvorligt end tidligere. Men ironisk nok så tager jeg "værdien" af at være i live langt mere alvorligt. Det vil sige, jeg betragter ikke mit dagligliv med dets glæder, sorger og de kedsommelige mellemspil, som havende den helt stor betydning i en større sammenhæng. Hvad der sker, må tages som det kommer og tages vare på med fortsæt. Men det er vigtigt at tage hvad der kommer med sindsro og sindighed, og at bruge det til at lære og vokse. Dette er et område, hvor jeg finder mine tanker (eller mentale indtryk) meget vanskelige at beskrive.

Hvad jeg gerne vil give udtryk for er at jeg nu ser "livet" (dette liv) som en skole fyldt med øvelser, som skal forberede mig til et mere ægte udtryk af min egen personlige eksistens som et uafhængigt individ. Øvelserne er ikke vigtige i sig selv. Men de må bruges til, hvad der vil komme, og for den oplevelsesmæssige værdi som de søger at i bibringe. Jeg må lave mine lektier, ikke i første omgang for hjemmearbejdets skyld. men for det det lære mig udover deres umiddelbare sværhedsgrad . Jeg må lære mere om hvem det "jeg" er som poppede ud af min krop, og hvordan det "jeg" kan udtrykke dets vilje og mentale begreb på en måde, der vil være positiv. Og jeg må opdage hvad "positiv" rent faktisk vil sige.

Efter NDO'en:

Oplevede du forandringer i den arbejdssituation efter din oplevelse? Job eller studier

Oplevede du en psykisk forandringer på grund af din oplevelse? forøget sensitivitet, healing eller psykiske evner.

Oplevede du at dine følelser forandrede sig på grund af din oplevelse? Følelser vedrørende familie, venner og samfund

Oplevede du at din dødsangst forandredes på grund af din oplevelse? Følelser om døden.

Oplevede du at dit livs formål forandredes på grund af din oplevelse? Følese af formål

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Nej

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Over de sidste to år har jeg ofte haft drømme om mine kolleger, som viser sig at have relevans for hvad der sker i deres liv på det tidspunkt, nogen gange helt ned i mærkelige små detaljer. Jeg nævnte det først i spøg. Men jeg mærker, at de ofte er yderst forbavsede over drømmene. Jeg finder det også meget lettere at drømme lucide drømme og mere tilfredsstillende.

Mest besynderligt er en konstant fornemmelse af at være her (i denne tid og dette rum), men også at jeg ikke er her. Det er ikke en ubehagelig følelse, ej heller en "skizofren" følelse af at være splittet i to. Faktisk føles det på ene eller anden måde som mere komplet en min tidligere sondering af skellet mellem, hvad vi kalder "liv" og "død" eller "denne verden" og "den næste". Jeg mærker en behagelig følelse af at stå med et ben i hver "verden" og en ledsagende fornemmelse af ligevægt.

Jeg finder imidlertid den fred i sindet, som er forblevet med mig fra oplevelsen og mit ønske om at sikre en sinds ligevægt ( altså at undgå den overdrevne følelse af ansvar) har været de vigtigste "særlige gaver". Jeg tror, ligesom visse Buddhistiske filosofiske retninger, at sindets sidste tanker og passioner i dødsøjeblikket er særdeles kritiske.

Derfor forsøger jeg at undgå "forhindrende følelser", som kan resultere i emotioner lig den "skyldbetyngede ansvarsfølelse", som jeg følte under min NDO

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Realisationen af den personlige identitets fortsættelse var den mest spektakulære del af oplevelsen. Erkendelsen af at min tanker i det øjeblik havde en sådan indflydelse på min mentale tilstand uden for kroppen, var den "værste" men måske også meget god, idet det lærte mig (tror jeg), hvad jeg må arbejde på for at sikre en fuldt ud positiv oplevelse, når jeg en dag endelig forlader min krop uden muligheden for at vende tilbage. Alt i alt var realisationen af fortsættelsen glasuren. Kagen var at lære at det var nødvendigt at arbejde på mine tanker. Så jeg må nok konstatere at der kun var "bedste" dele af oplevelsen.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Jeg vælger mine "andre" med omhu, for jeg mener ikke de fleste mennesker overhovedet er interesserede, og at endnu færre vil tro på mig. Tilbagemeldingerne har stort set været positive. Jeg har imidlertid en følelse af, at hvad jeg oplevede mestendels er af vigtigt for mig mere end for andre. Jeg tror at indtil andre oplever det samme eller noget lignende, så kan de kun reagere akademisk og emotionelt, og bestemt ikke ud fra erfaring. Og det er oplevelsen, ikke det at høre om oplevelsen der er vigtigt. Dem som for eksempel blot er pirret af at høre om den slags oplevelser, høster mere skade end fordel ved at høre om dem.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej Jeg har altid undgået drugs fordi jeg ikke bryder mig om at der sker indbrud i mit sind og at uvedkommende trænger ind. Hvis det blev mig fortalt, at jeg kunne gentage min NDO ved at tage det eller hint stof, ville jeg undlade at gøre det. I mit tilfælde er jeg overbevist om, at hvad jeg kan opnå ved en NDO eller lignende oplevelser må kom helt og holdent fra mig selv, ellers ikke.

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Jeg mener ikke at hvad jeg har oplevet nødvendigvis må være universelt. Faktisk lige modsat. Jeg er tilbøjelig til at tro, at hvad et menneske vil opleve vil være meget selv-generet baseret på dets tro og sindelag. Der kan være en gud eller guder som tager visse "sjæle" til deres bryst. Der kan være "bardo" oplevelser, lig dem der er beskrevet i den Tibetanske Dødebog. Jeg ved det ikke, og jeg mener ikke, det er vigtigt jeg ved. Jeg har den følelse at øjeblikket hvor vi træder ind i efter-døds tilstanden kan være det mest unikt personlige af alle menneskelige oplevelser, og at det er et område, hvor vi frivilligt eller ufrivilligt vil skabe det, som vi finder.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Jeg synes spørgeskemaet var meget komplet, og jeg beklager, at jeg ikke har evnen eller forstanden til at besvare det, således som det fortjener. Tak for muligheden for at forklare min oplevelse, hvor mangelfuldt den end har været. Jeg værdsætter chancen for at gøre det og håber, at det kan være jer til nogen nytte.