Home PageAktuelle NDO'erDel din NDO

    Chae NDO    



Beskrivelse Af Oplevelsen:

Jeg skulle opereres. En brystbiopsy der skyldtes to knuder. Jeg var 18 år gammel og gravid med mit første barn. Jeg var lokalbedøvet, så jeg var fuldt bevidst og opmærksom på alt, hvad der foregik omkring mig. Det skulle være en enkel ambulant operation, forstået på den måde at jeg skulle hjem efter operationen. Jeg kunne mærke lægen skære i mig og trække knuderne ud, som om lokalbedøvelsen ikke fungerede helt, som den skulle have gjort. Lægen var klar over det ubehag, jeg følte, for han spurgte mig, om jeg kunne mærke, at han arbejdede på mig, og jeg svarede ja. Jeg går ud fra, at han ikke troede, at jeg kunne mærke det, for han gjorde intet for at afhjælpe det.

Det næste der skete var at det begyndte at svimle, og jeg følte en meget meget kraftig varm følelse i hele min krop inkluderet tæerne. Så kunne jeg slet ikke føle kroppen. Mit livs oplevelser flashede øjeblikkeligt for mine øjne, som om jeg så på en film der var på stillet på "hurtig frem". Det var på det tidspunkt jeg mærkede at min krop skilte sig fra den der lå på operationsbordet og jeg begyndte at svæve. Under alt dette kunne jeg høre lægerne og plejerne samtale. Jeg kunne hører at lægen sagde: "kom nu allesammen vi taber hende vi taber hende" og så blev alt uklart og jeg kunne ikke forstå et ord af hvad de sagde. Jeg kunne kun se lægen og plejerne arbejde hektisk på min...

En umiddelbar følelse af frygt kom over mig, da jeg svævede op mod en enorm tunnel der lignede en nytårshat der lå på siden. Åbningen som jeg kom gennem var bred, men hen imod tunnellens ende blev udgangen smallere og der var et klart klart  næsten blændende lys for enden. En pige kom ud af lyset ved tunnellens ende. Hun ventede på mig, og hun bar en lang robe/kjole. Hendes kjole var så lysende som lyset ved tunnellens ende. Hendes hud havde ingen farve. Hun så selv ud som lys, men hun havde ansigt og hænder. Hendes kjole dækkede hendes ben og fødder så jeg kan ikke sige om hun havde nogen. Hun vidste at jeg var bange så hun strakte sin hånd frem og trøstede mig. Hun lod mig vide at jeg ville blive okay og en øjeblikkelig følelse af ro sænkede sig over mig. Det var en ro jeg aldrig før havde oplevet. Det var meget fredeligt.

Jeg blev ved med at vende mig om for at se ned i operationsstuen, men hun sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om, hvad der var bag mig. Hun sagde, at jeg skulle gå fremad, for der var meget bedre ting i vente for mig, der hvor hun førte mig hen. Jeg samtykkede og bevægede mig tættere til enden af tunnellen. Jeg havde ingen fornemmelse af lyd overhovedet. Der blev ikke udtalt nogen ord. Jeg kunne læse hendes tanker, og hun kunne læse mine, så vi behøvede ikke stemmer til at kommunikere med hinanden. Jeg fortalte hende mit navn, og hun fortalte mig, at jeg ikke behøvede et navn, der hvor jeg skulle hen Det undrede mig lidt, men jeg stolede på hende, fordi hun var så sød. Som vi kom tættere og tættere til tunnellens ende, kunne jeg føle varmen fra lyset. Vi så på hinanden og smilede.

Så nærmede to fyre sig  der var klædt ligesom hende, og bød mig velkommen og hilste på mig. Alle fik mig til at føle mig så hjemme, og jeg ønskede så inderligt at gå sammen med dem. Jeg så frem til det, og jeg havde ingen fortrydelser om det liv jeg lagde bag mig, for jeg vidste, at alle ville have det fint med min beslutning om at forblive sammen med disse dejlige væsner. En af fyrene der var med til at byde mig velkommen, så lige pludselig på mig og sagde, at jeg var nødt til at vende om, for det var ikke min tid til at gå sammen med dem. En følelse af sorg overvældede mig, for jeg ønskede ikke at vende tilbage. Så vælde en følelse af forviring og ubeslutsomhed op i mig. Jeg stod ansigt til ansigt med beslutningen om at vende tilbage eller forblive sammen med dem. Jeg vidste dybt i mit hjerte, at jeg ikke ønskede at vende om, for jeg kunne ikke føle nædvendigehden af det. Jeg behøvede ikke noget eller nogen fra det der lå baf mig, men han forsikrede mig om, at de allesammen ville vare der til at hilse mig, når det blev min tid til at vende tilbage. Han gjorde det fuldstændigt klart for mig, at det var helt okay for mig at gå med dem, men at han ikke mente, at det ville være en god beslutning for mig. Han gjorde det også meget meget klart for mig, at når jeg svævede ud af tunnellen kunne jeg ikke vende om - jeg ville være sammen med dem for evigt. Hvilket var helt okay med mig. Pigen der var kommet for at møde mig, synes ikke jeg skulle forlade dem, men han sendte hende et blik som om han sagde: Tag dig nu sammen  og gør det lettere for hende( altså mig) at beslutte sig. Jeg kunne ikke rigtig høre hans tanker, men jeg kunne se udtrykket i hans ansigt. Alle smilede igen og min krop svævede baglæns, indtil jeg ikke længer kunne se dem. Jeg var ikke længere i tunnellen, og jeg følte det, som om jeg blev suget tilbage ind i kroppen på operationsbordet. Jeg vågnede ved at lægen kaldte mit navn.

Jeg var nødt til at fortælle nogen denne historie for jeg fortalte min mor senere den dag, hvad jeg havde oplevet, og hun afviste den fuldstændigt, og sagde at det altsammen var min fantasi, der spillede mig et puds, og at jeg måtte glemme alt om det og ikke fortælle nogen andre. Hun sagde at jeg forestillede mig ting og sager, og at intet af det var sandt. Men det var en vanskelig ting for mig at undertrykke, for jeg vidste, at hvad jeg havde oplevet, var lige så virkeligt, som at hun og jeg sad og talte sammen i det selvsamme øjeblik. Jeg kan stadig se det for mig, som var det lige sket i går.

NDERF spørger: Oplevede du en følelse af familiaritet, da du mødte de andre væsner? Da du fik din første baby var det en pige?  

Ch' svarer: Jeg følte faktisk en familiaritet da de andre to væsner dukkede op. Jeg følte at jeg allerede kendte dem. Ja, jeg fik en pige og jeg følte mig tvunget til at kalde hende KEARA. Det er et russisk navn som udtales key ... are ... ra. Det var som om det navn blev kommunikeret til mig for jeg ved intet om Rusland eller det russiske folk.

Jeg har også oplevet noget, jeg ved ikke om jeg vil kalde det psykisk, for jeg betragter ikke mig selv som synsk, men jeg har set ting blive åbenbaret for mig, før de fandt sted, og jeg har gang på gang oplevet Deja Vu . Steder og begivenheder der bare var alt for bekendte. Stier i mit liv som jeg skulle vandre, er også blevet vist mig, og jeg har indtil for nylig altid affærdiget disse ting, på grund af hvad min mor mener. Mennesker jeg vil komme til at møde er også blevet vist mig. Det forrykte ved alt det er, at det ikke føles mærkligt og ikke får mig til at føle mig urolig. Det føles alt sammen så normalt når visionerne viser sig for mig. Ved i hvad det alt sammen betyder? Hvorfor skete dette for mig? Tusind tak for jeres tid!

Baggrundsoplysninger:

Køn:    Kvinde