NDERF Home Page Aktuelle NDO'er Del din NDO

Alexa H NDO


Beskrivelse Af Oplevelsen:

3 APRIL, 1973

Jeg påbegyndte fødslen af mit andet barn efter en lang varm uge. Jeg var meget træt på grund af mangel på søvn, og veerne forekom mig at være "ikke helt som de skulle." At prøve at slappe af var vanskeligt, men vi havde ligefrem tid til at ringe til vores kirke fra hospitalet, for at bede om at bønner ville blive bedt ved onsdag aftens bønnemødet. Fødselsforberedelsesklassen som vi havde gået til, kom også forbi med et filmhold. "Se her, vi har skudt nogen fine billeder," sagde de. Men mon ikke jeg var ligeglad. Jeg ønskede bare at få det barn ud! Barnets hjerteslag blev langsommere, og vi kom ind på barselsstuen. Jeg havde lige tid nok til noget bedøvende og Bang! Ud kom han. Han var et blåt barn med navlestrengen tre gange rundt om halsen. Han havde været aktiv i livmoderen, men nu havde han problemer. Han havde væske i lungerne og alvorlig gulsot. De kørte ham i al hast til intensiv afdelingen.

Mens fødselsspejlet endnu ikke var fjernet, så jeg op, og så et ton blod vælte ud efter at placentaen var blevet udstødt. "Er det der MIT blod?" spurgte jeg. Det ville ikke holde op med at bløde! Jeg mærkede en kolossal træthed komme over mig. Jeg prøvede igen at bevæge mine læber, men selv det at trække vejret var vanskeligt. Jeg følte at en kold forkerthed bredte sig i mig!! "Doktor, hun forsvinder for mig..." Jeg hørte sygeplejersken aflæse tallene på blodtryksmåleren, mens de faldt. Jeg så det vantro udtryk i hendes øjne. Jeg følte at livsenergien fossede ud af mig. Jeg sagde en hurtig bøn inde i mig selv.

"Åh Jesus, jeg håber du er alt det, jeg har

tilbedt i alle disse år! Vær god og tag vare på

min lille søn; og vær sød at passe på min

smukke datter. Jeg elsker dem så meget.

Gud, jeg giver dig min sjæl..."

Og så var jeg pludselig oven over min krop! Det forekom mig som den naturligste ting i verden! Jeg havde hænder, fødder, alt var helt som normalt. Jeg var mig selv i en slags blød lang kjole.

Der var jeg så oven over min livløse krop, og dog havde jeg det fint. Jeg var MIG: krop, personlighed og INGEN TRÆTHED. Jeg betragtede skallen af min krop. Avra, jeg ser jo ganske godt ud, tænkte jeg. Gennem hele livet var jeg blevet kaldt "stor knoglet" men jeg så normal ud! Jeg var altid blevet sammenlignet med min 160cm høje søster der vejede 50 kilo! Men her var jeg så, og lå der - og jeg så køn og almindelig ud. Jeg lagde godt mærke til at jeg ikke så ud som et spejlbillede. Min krop havde mere dimension. Mens jeg betragtede min krop, var jeg opmærksom på al opstandelsen og den hidsige aktivitet i rummet. De var alle sammen så ophidsede. "Jeg kan ikke finde nogen puls" sagde sygeplejersken ved min side. Hun var chokeret. Min graviditet havde været normal. En anden sygeplejerske sagde: " Hvor er vores "akut vogn?"" Jeg vidste ikke hvad en akut vogn var for noget, men det lød vigtigt. De startede på genoplivningen. Jeg var ked af at de var så ophidsede, men jeg havde det FINT. Jeg var overhovedet ikke, og jeg gentager, overhovedet ikke, bekymret for min baby og min datter, de var i Guds hænder. Min mand, der var blevet sendt ud af stuen, så forvirret ud, da hænder skubbede ham ud af døren. Jeg vidst, at han ville blive givet hjælp fra himlen.

Mens alt dette fandt sted, fyldtes rummet af et Lys. Lægens arm var så langt oppe i mig, som var han i færd med at fylde en kalkun, men det gryende lys forstærkedes, og det var rent, blødt og lykkeligt. Jeg så det gennemtrænge hver tomme af rummet. Idet jeg steg ud fra min krop, var der Væsner på begge sider af mig, alt mens jeg så alt det andet . Glem alt om keruber, disse her var KÆMPE fyre ENORME STÆRKE Engle, med endnu stærkere hvide fjerede vinger.

"Næh, fjer," kan jeg huske jeg tænkte. Jeg ville bare så gerne røre  ved de vinger, de så simpelthen så bløde ud. Der var en lille bitte fjer, som jeg kunne nå ... NEJ! I samme nu jeg rakte ud, begyndte Englen at følge mig på vej. Det var deres job ... og de skulle beskytte mig. (fra hvad mon? tænkte jeg) Vi svævede ned gennem en tunnel, som havde åbnet sig fra en lille mørk prik. Idet vi nærmede os den store runde indgang, forlod vi lokalet. Vi blev ved med at bevæge os fremad.      

Det var utroligt sort og mørkt. Hospitalsværelset blegnede ind til ingenting. Englene lyste svagt, og jeg følte ingen frygt, idet vi rejste mod den prik af Lys, der skinnede fra det sted, vi svævede imod. Der var en svag susen, men jeg hørte ikke rigtig efter. Det jeg lagde mærke til, var, at tunnellen så ud som om. den var lavet af eller havde sektioner (ligesom hoola hop ringe fra baghaven), som var samlede med brændende gule energi/flamme - type ringe, som først rigtig kom til syne, EFTER vi var kommet gennem dem! "Energi ringene" var fuldstændig ligesom ringene i Hopi gangen, men det fandt jeg først ud af mange år senere.

I det vi svævede gennem ringene eller sektionerne, hørtes lyden af en enkelt tone. Jeg kunne se foran mig og bag mig, mens vi passerede gennem ringene. De interesserede mig meget på det tidspunkt. Englene på hver side af mig havde INGEN interesse i noget som helst andet end i at bringe mig til det større og større Lys. Jeg følte mig totalt tryg. Englene rørte aldrig ved mig. Vi hang sammen ved hjælp af en usynlig magt, ligesom kærlighed. Jeg mærkede ingen smerter fra blodstyrtningen. Jeg følte mig hel.  

Da vi nåede frem forsvandt englene eller gik deres vej. Jeg så hundreder, måske tusinder af mennesker af alle mulige størrelser, former og højder. Mænd og kvinder (ingen børn eller kørestole) alle klædt i bløde hvide enkle lange klæder, hver med et bånd af guld om livet. Alle smilede og accepterede mig, ligesom jeg var i min menneskelighed. Ingen havde en fordømmende eller kritisk indstilling. Mødet var glædestrålende, ikke angstfyldt. Jeg så ingen familiemedlemmer, men jeg følte det som om, jeg var en del af den store familielignende skare på det sted.

Ovre på den ene side, til højre, var der noget fantastisk. Jeg bevægede mig(svævende ikke gående) hen for at kigge. Der var trin, elfenben, lysende trin. For foden af trinnene var der bitte små væsner, keruber? De sang uafbrudt til Guds pris: "HELLIG, HELLIG, HELLIG, TIL SKABELSENS HERRE: ÆRE VÆRE GUD; HELLIG ER HANS RETFÆRDIGHED, SANDHED OG MAGT.... De blev ved og ved. Mens de sang, syntes jeg først, de havde tre par arme, men det havde de ikke. De havde kun et par arme hver. Grunden til at jeg troede, at de havde mange par arme var, at deres arme hele tiden bevægede sig med stor hastighed. Deres arme dækkede deres læber, ører og øjne mens de sang. Jeg forstod aldrig helt den dybe symbolske betydning af de bevægelser, men jeg ved, at der var en. Jeg tror nu at det var: Må hvad jeg siger, ære Herren min Gud. Må hvad jeg hører, ære Herren min Gud, Må hvad jeg ser, ære Herren min Gud, for det var deres indstilling. Ud over de sig stadigt bevægende arme havde hver kerub vinger, som hævede sig op og ned, mens de hele tiden slog med tilbedelsens intensitet. Vingerne afgav en svag summende lyd, men den var blød, og der kom ingen vind fra vingernes bevægelser.  

Jeg ville med glæde være blevet sammen med dem i al evighed. Min sjæl løftede sig op inde i mig for at tilbede Gud sammen med dem: Åh, hvor jeg dog længtes efter at knæle og være sammen med dem! Lyset, der gennemstrømmede alt, var særligt stærkt på det sted. Trinene førte op til Gud, og sådan var hans udstråling, at jeg ikke kunne se direkte på ham. Det var ikke på grund af det krystalagtige prismeagtige lys men på grund af hans hellighed.

Alt var så smukt! Jeg fik lov til/var i stand til at se Jesus smile til mig, Jeg var overvældet men lykkelig. Jeg kunne næsten ikke reagere! Glædesstrålende er ordet.

Pludselig kom et podie til syne. Ja, og de hundreder af væsner så stadig på mig. Engle, og Gud og Jesus i deres lovpriste himmel var nu bag mig. Jeg havde drejet mig mod venstre og havde på en eller anden måde bevæget mig lidt fremad (selvom der ikke rigtig var nogen "retning") Jeg var i en slags retssal. Skaren "på den anden side" kunne se og høre alt, hvad der foregik, og kunne dele, hvad jeg følte. De ventede, ligesom jeg gjorde. Ingen i skaren talte, ingen sagde noget til mig. Skønt Jesus tilsyneladende havde bevæget sig en anelse over til venstre og hen bag mig, var jeg ikke helt opmærksom på ham på det tidspunkt. Hvorfor? Fordi en entitet var kommet til stede. Efter han var kommet tilstede begyndte mit livstilbageblik. Det blev gjort mig forståeligt, at det var hvad det var. Det var rædselsfuldt.

ALT hvad jeg nogensinde havde tænkt, gjort, sagt, hadet, hjulpet, ikke havde hjulpet, skulle have hjulpet, blev vist foran mig, den hundredtallige skare og alle ligesom på en film. Hvor havde jeg været ond ved folk, hvor kunne jeg have hjulpet dem. Hvor ond jeg var (også utilsigtet) mod dyr! Ja, selv dyrene havde haft følelser. Det var forfærdeligt. Jeg kastede mig ned og skjulte mit ansigt i skam. Jeg så hvorledes min handlen eller mangel på handlen, forplantede sig som ringe i vandet til andre mennesker og deres liv. Det var først da, at jeg forstod, hvordan hver eneste lille beslutning og valg påvirker verden. Følelsen af at have svigtet min frelser var alt for virkelig. Mærkeligt nok, selv midt i denne rædsel følte jeg en barmhjertighed, en accept af min begrænsning fra Jesus og fra skaren af andre.

Under dette tilbageblik var det onde væsen tilstede. Jeg så på ham; han så godt ud, var ikke grim. Sort hår, almindeligt bygget, iført en brun kjortel med et sort bånd om livet. Hans øjne fangede min opmærksomhed. De var et sort tomrum! Der var intet liv eller godhed i dem. Han var på alle måder intens, og hans eneste formål var at besidde, eje, kontrollere hver eneste sjæl og få den til at lide!! Jeg trak mig tilbage i rædsel. Hver gang jeg i løbet af tilbageblikket fejlede eller kom til kort, nød han det enormt. Han skreg: "SE DER, hvordan hun ødelagde det hele?" Han anklagede mig: "Hvorfor gjorde hun det ikke bedre? Eller hjalp mere? Hun burde straffes!" Jeg var ulykkelig. Mine få små gode handlinger forslog ikke og kunne ikke måle sig med Guds perfekte standard. Jeg fortjente, enhver straf jeg ville få. Min sjæl var utrøstelig. Jeg lå og frygtede, hvad der ville ske. Så, da det var forbi rungede en dyb og mægtig stemme:

ER HUN DÆKKET IND AF LAMMETS BLOD?

JA!!!

Retssalen forsvandt og det onde væsen Satan skreg! Han hissede som en slange, drejede sig og hvirvlede som en tornado, men blev mindre og mindre. Han skrumpede ind til en bunke støv og puf! Forsvandt fuldstændigt, efter at have skreget i raseri hele tiden.

Alt i det regi var forsvundet, undtagen den himmelske skare og Jesus Kristus. Han betragtede mig med UFATTELIG kærlighed! Han strakte sine nagle gennembrudte hænder og håndled frem, som skønt de var fuldstændigt helet, bar omridset af korsfæstelsesmærkerne.  Det var ingen tøsedrenge Jesus. Han var stærk, mægtig, høj som et hus, og skinnede over det hele! Hans lange hvide hår var intet i sammenligning med hans brændende flydende gyldne øjne. De brændte af renhed, glæde og formål. Han åbnede sin mund, og jeg så hans tunge udstrakt og hørte en lyd som fra et godstog! Den brusende brølende lyd der kom ud var næsten øredøvende. Han talte, om hvem han var, og at han var min advokat til Gud faderen. Jeg faldt ned i ærefrygt og tilbad ham med hele min sjæl. Jeg græd af glæde som en baby. Lige som hin kvinde, ønskede jeg at røre ved ham men prøvede blot ydmygt at berøre kanten af hans lange simple kjortel. Han stoppede mig midt i det, og jeg så op i hans vidunderlige kærlige smil. Han elskede og accepterede mig - helt og holdent. Jeg fyldtes med fred og glæde.

En gigantisk bog med guld kanter dukkede op og åbnede sig selv. Den var så stor som tre bygninger. En enorm lynende strittende "finger" kom til syne. Idet den gled hen over siderne, vendte de sig automatisk. I denne bog stod navnene på fædre, mødre og deres børn. Også dødstimen hvis personen var død. "Fingeren nåede til min slægtslinie.

DEN DYBE STEMME TALTE IGEN: ER DET HENDES TID? NEJ!!!

I en brøkdel af et sekund - BANG - så var jeg tilbage i min jordiske krop! ÅH FØJ! Jeg var varm, fedtet, svedig og max. t-u-n-g! ØV. Glem alt om at bevæge sig. Det var vanskeligt bare at ånde! Jeg følte mig som et ton mursten. Jeg kunne slet ikke lide det der!! Tårne strømmede ned af mine kinder. "JEG VIL TILBAGE... TILBAGE" råbte jeg.

Sygeplejersken så ned på mig, med et ansigt der strålede, "Velkommen hjem," sagde hun. Der var vi altså ved at miste dig på et tidspunkt." Så blev hun klar over, hvad jeg sagde. "Tilbage? Hvor vil du hen? Vil du ikke se din baby?" I det jeg huskede på min vidunderlige oplevelse, udbrød jeg: "Nej, min baby har det fint. Han er i Guds hænder, er jeg sikker på. Jeg vil TILBAGE! Vær sød og lad mig komme tilbage."

"Åh," sagde hun, "Var du der, hvor der er helt hvidt og hvor du så Jesus?"

"Ja," sagde jeg. "Er der så smukt, som man siger?" spurgte hun. "Ja" Hun lænede sig frem og sagde: "Det er sket her FØR! Jeg håber, jeg en gang vil komme der." Jeg sukkede resigneret.

Lægen og hans stab så ud som de havde været igennem vridemaskinen. Min mund opførte sig langt om længe bedre, og jeg undskyldte, at jeg havde "opholdt" dem så længe. De så bare udtryksløst på hinanden. Den næste morgen kom lægen for at se til mig på rundgangen. Han sagde, at han havde fået tre til fire timers søvn og holdt min hånd et øjeblik. Jeg var chokeret. Den gang fråsede lægerne ikke med tiden. Han spurgte stille: "Når du er klar, vil jeg gerne have, at du fortæller mig, hvad der skete. Jeg tabte dig en, to gange faktisk der på operationsbordet. Kan du fortælle mig mere nu?" Hvad for noget? tænkte jeg. NÅH DET ... og jeg tog mig til hovedet og stønnede, idet erindringen skyllede tilbage ind over mig. Det føltes, som om mit hoved ville eksplodere i et par minutter. "Har du smerter?" "Nej," svarede jeg, "det kom bare alt sammen væltende tilbage. Jeg har det faktisk FANTASTISK," og det havde jeg. Efter at jeg begyndte at vænne mig til at huske med rekord høj hastighed, tilpassede jeg mig og følte mig bedre tilpas end nogen sinde. Han gik, efter at have fået mig til at love ham at tale med ham senere.

Et par uger sener ringede jeg til lægen. Han satte sine andre samtaler på hold. Han lyttede og fortalte mig, at han havde haft syv kvinder fra min menighed, som havde haft næsten identiske oplevelser, og seks kvinder fra andre menigheder. Han var meget venlig og opmuntrende. Efter det og da jeg var helbredt, gik jeg til et onsdag aften bønnemøde. De kvinder kunne virkelig bede inderligt. Da vi var færdige stoppede de, og så på mig. "Ved du hvad Alexia, du ser anderledes ud, er der sket noget, efter du har født din søn?" Jeg smilede og sagde, at jeg havde haft en oplevelse. De smilede og forstod! Det var DEM - vi havde alle sammen fundet hinanden! Det var vidunderligt.

Efter min NDO vidste jeg, at jeg skulle opdrage mine børn til at blive kristne, - stærke kristne. I min familie hvor der var mange skilsmisser, ville det være en bedrift! Min fars bedstemor havde mistet sit andet barn - en dreng. Jeg følte altid at mit andet barn - min søn -  forbundet med min nær døds oplevelse, var kompensationen for det tab.

Jeg gav ham til Gud: Han er nu en præst, der tjener Gud. Både han og min datter elsker Herren. Jeg er velsignet.

Andre NDO'er:

Som 5 årig, efter bedøvelsen efter at have fået fjernet mandlerne, fik jeg min is galt i halsen. Lægen sagde: "Nå, nu er hun der igen..." hvilket altid har fået mig til at undres over, om jeg var besvimet under opvågning... men jeg var jo UNDER opvågning, så hvornår stoppede mit hjerte med at slå? Men altså, jeg forsvandt i et fløjlsblødt mørke, som besad en alvidende intelligens, hvis kærlighed var betingelsesløs. Jeg ville ikke tilbage. Jeg forstod ikke HVORFOR min mor og bedstemor havde tilladt denne fremmede, doktoren, at påføre mig så megen smerte. Jeg elskede at være i mørket. Jeg ved dog, at man da jeg besvimede gav mig hjerte massage. De gav mig det tilsyneladende hele tiden, mens jeg var besvimet - sikkert et par minutter - for min brystkasse var øm da jeg kom til.

Jeg husker, at jeg godt kunne lide bedøvelse. Det var anderledes end mørke. Mere som søvn.

Det var helt mod min vilje, at jeg kom tilbage. Lægen sagde: "Lad os nu ikke lade det ske igen." Efter det stolede jeg aldrig helt på min mor eller bedstemor.

Fra det øjeblik kunne jeg også "læse" andre mennesker. Det var begyndelsen på intuition.

Det var en lang tur tilbage til vores hus, og for en gangs skyld holdt min bedstemor om mig hele vejen hjem. Det var koldt, en forårs nat sidst i marts og hun holdt om mig med et tæppe. Jeg sov ikke. Min hals gjorde for ondt. Min bedstemor insisterede på at følge os helt hjem den nat, men jeg husker, at jeg så de kolde hvide stjerner ud af vinduet. 

--------------------------------------------

II d. 3/4 1973 var den STORE NDO, I den havde jeg ingen EEG kurve eller hjerteslag i længere tid, og havde en intens og detaljeret NDO. Følte mig PÅ TOPPEN næste morgen, efter 4-5 timers søvn. Jeg stod op og gik, til plejernes rædsel, op og ned på gangen. Havde det storartet under hele forløbet. Jeg har ofte tænkt over, om den hurtige fysiske helbredelse var en gave - jeg havde jo tabt så meget blod.

---------------------------------------------------

III var tre måneder efter II. Jeg var udmattet af at tage mig af begge børnene. Min mand læste i sengen, og jeg havde lige snakket med ham. Det næste jeg vidste af var, at jeg følte en KOLOSSAL vægt på mit bryst! Jeg kunne ikke ånde. Jeg tror faktisk, det var et slagtilfælde. Jeg lukkede mine øjne for det uundgåelige

Jeg  var i en sø og en verden af Blackfoot indianere i Montana og Canada. Søen var kølig, og jeg stod i vand til livet. Bæverfolket (dyr) svømmede rundt om mig, og jeg var SÅ lykkelig. Mine arme var strakt ud, og mit hår spredte sig, idet jeg lod mig synke helt ned i vandet. Jeg kunne ånde under vandet. De hvide ånder i vandet kunne imidlertid ikke lide, at jeg var der. Jeg prøvede at vise dem mine gode hensigter ved at være helt ubevægelig. Det fungerede bare ikke. De kastede sig over mig og slyngede lange hvide arme om mig for at plante mig i vandet og dræbe mig. De var hurtige. Jeg hørte min egen indre ånd sige: " Jeg er gået" og det næste jeg ved af var, at jeg var i Himlen sammen med min højt elskede bedstefar, som var død sidst i halvtredserne... OG MIN FAR SOM STADIG LEVEDE.

Gampy sagde: "Det her er helt forkert" Jeg var bare så lykkelig! Ha ha ha, men han sagde: "I MÅ VENDE TILBAGE - BEGGE TO, LIGE NU!" og jeg gjorde det. Jeg fik aldrig spurgt min far, om han huskede det. Jeg vendte tilbage til min krop, der nu drev af sved, og jeg mener drev. Jeg stønnede for at fortælle min mand, at der var noget galt. Han havde tjekket min II NDO med biblen, og var helt slået ud over at se at ordene var nøjagtige! Nu så han surt på mig og sagde: "Hvad er der i vejen med DIG?" Jeg fik fremstammet, at jeg troede, at jeg havde et slagtilfælde. Han sagde: "Skal jeg ringe efter en ambulance? Vi har altså bare ikke rigtig råd til det". Jeg sagde: "Lad os skifte lagnerne..." Hans gjorde store øjne, da han så, hvor våde de var. Udmattet trak jeg mig ud af sengen, tog min natkjole af og tog en ny på efter at have tørret mig og hjulpet ham med at rede sengen, så godt jeg kunne. Jeg var træt. Han var sur over at vi skulle ordne alt det. Han sagde: "Hør lige, hvis der nu sker noget igen, kan du så ikke sige noget" Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne men, at jeg ville prøve at give tegn på en eller anden måde. Jeg magtede ikke at fortælle ham HVAD jeg havde set.   

Baggrundsoplysninger:

Køn:    Kvinde