Beskrivelse af oplevelsen:

I august 1985, da jeg kun var 5 år gammel, var jeg på en bådtur på en lokal sø. Jeg blev bidt af en myg og udviklede hjernebetændelse. Jeg ”døde” og drev ind i et sort tomrum af velbehag og lethed, ingen smerte og ingen frygt. Dette var et sted, hvor jeg følte mig hjemme med det samme. Ude i horisonten så jeg et meget lille lys. Det trak mig mod det. Jeg følte det som om, at jeg skyndte mig mod dette lys med stor hastighed. Jeg var ikke bange. Da jeg kom ind i lyset, repræsenterede det fred og lykke, men mest af alt dyb ubetinget kærlighed. Lyset var en glimtende, strålende sky. Jeg hørte en stemme i mit hoved, og jeg vidste, at det var Gud. Da mine forældre aldrig diskuterede Gud eller tog mig med i kirke, ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg vidste det, men det gjorde jeg. Derudover følte jeg det som om, at det her var mit virkelige hjem, dette sted, hvor jeg var sammen med det her smukke lys som var Gud. Jeg følte mig omgivet af lyset og var et med det. Følelsen var ligesom, da jeg få måneder forinden, blev skovlet op og båret af min far, idet en gøende hund var ved at bide mig – bare endnu mere sådan.

Et andet smukt lys, bare mindre, sluttede sig til os. Det var en pige på omkring de 10 år. Hun lignede mig lidt. Jeg kunne fornemme, at hun genkendte mig. Vi krammende, og hun sagde, “jeg er din søster, jeg fik mit navn efter vores bedstemor, Willamette, som døde en måned inden, at jeg blev født. Vores forældre kaldte mig i et stykke tid for Willie. De ventede på, at fortælle dig om mig, indtil du var klar til det.” Jeg talte til hende, og hun til mig uden ord. Det var alt for mærkeligt, når jeg ser tilbage på det, men på det tidspunkt syntes det naturligt. Hun kyssede mig på hovedet, og jeg følte hendes varme og hendes kærlighed. ”Du bliver nødt til at vende tilbage nu, Sandy,” sagde hun. ”Du bliver nødt til at redde mor fra ilden. Dette er meget vigtigt, du bliver nødt til at vende tilbage, og du bliver nødt til at vende tilbage nu.” Hun sagde det med medfølelse og sødme i sin stemme, som hun smilte ømt til mig. ”Nej, det vil jeg ikke,” sagde jeg, ”lad mig blive her hos dig”. ”Mor har brug for, at du redder hende fra ilden,” gentog hun, stadig på en blid og venlig måde. Jeg græd og startede et raserianfald som en forkælet lille møgunge af den værste slags. Jeg faldt om på jorden og hulkede og slog mod alt omkring mig og fik alle, er jeg sikker på, til at føle sig meget ilde til mode.

Jeg fik vist en slags film, i hvilken jeg så mine forældre, der var tilbage på jorden, siddende ved siden af min hospitalsseng med stor bekymring og frygt i øjnene. De rørte og snakkede til mig og bad mig om ikke at dø. ”Vær sød ikke at dø,” græd de. Jeg var meget ked af det på deres vegne; men jeg var stadigvæk ikke klar til at opgive skønheden og de overvældende følelser af alt, hvad der var godt ved det her sted, denne himmel. Gud gjorde en klukkende latter og så på mig med stor medfølelse. Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt, men jeg vidste, hvad han tænkte. Han kluklo af mine barnlige tossestreger.

Han pegede da en finger mod et andet lys, der var ved at forme sig i det fjerne. Til mit store chok dukkede min nære ven og nabo, Glen, op og råbte med høj stemme, ”Sandy, gå hjem, gå hjem nu.” Han sagde det med så stor autoritet, at jeg med det samme stoppede med at græde, og var tilbage i min krop på et øjeblik.

Jeg åbnede øjnene for at se mine forældres glade og lettede ansigter. Jeg fortalte dem om min oplevelse så snart, jeg kunne, som de til at starte med kaldte en drøm. De fortalte mig, at vores nabo, Glen, døde af et pludseligt hjertestop dagen efter, at jeg kom på hospitalet. Han var en venlig gammel mand, som altid ville invitere min bror og jeg og alle børnene i nabolaget ind i hans baghave for at lege med hans fem hunde. Han elskede børn og ville give os mad, gaver og fornøjelser. Hans kone ville på et eller andet tidspunkt blive træt af os og fortælle, at vi alle skulle gå hjem. Han skældte hende så ud og sagde, ”Rose, sig aldrig til Sandy, at hun skal gå hjem, hun kan blive lige så længe, at hun har lyst til”. Jeg var hans yngling af alle børnene, der var velkommen i hans hjem. At han råbte ad mig på den måde, var et så stort chok for mig, at jeg virkelig holdt op med at kæmpe og følte mig en lille smule flov over min opførsel. Jeg husker også, at jeg på det tidspunkt følte mig en lille smule såret. Jeg fik først besked om hans død efter, at jeg havde fortalt min historie til mine forældre.

Jeg tegnede et billede af ”min engelsøster”, som havde modtaget mig og beskrev alt, hvad hun havde sagt til mig. Mine forældre var så chokerede, at de havde det her skrækslagne ansigtsudtryk. I forundring rejste de sig op og forlod rummet. Da der var gået et stykke tid kom de endelig tilbage. De bekræftede for mig, at de havde mistet en datter, der hed Willie. Hun døde af en tilfældig forgiftning omkring et år inden, at jeg blev født. De havde taget det valg ikke at fortælle det til min bror eller jeg, indtil vi var i stand til at forstå, hvad livet og døden handlede om. Hvad angår behovet for at redde min mor fra en ild/brand, så har ingen af os nogen anelse om det.

Min mor hjælper mig med at skrive dette, og jeg spurgte hende, hvordan hendes liv ville have været, hvis jeg døde, hvis jeg havde fået min vilje og bare var blevet i himlen. Hun svarede, ”jeg græd i måneder efter, at Willie forlod os - hvis vi også mistede dig, ville det være som et levende helvede, ild og det hele.” Med tiden kommer vi måske til at forstå det, men for nu virker det måske som det bedst mulige svar. Jeg tror på, at vi vil se Willie en dag, og jeg vil da selv spørge hende, hvad hun mente.

Det har forandret hele familiens liv. Vi går i kirke nu, og jeg gør en masse ting anderledes end tidligere.

Beskrivelse af oplevelsen:

I august 1985, da jeg var kun 5 år gammel, var jeg på en bådtur på den lokale sø. Jeg blev stukket af en myg og udviklede hjernebetændelse. Jeg ”døde” og flød ind i et trygt og behageligt sort tomrum, uden smerte og frygt. Jeg følte mig virkelig hjemme der. Langt væk så jeg et meget lille lys. Det trak mig hen i mod sig. Jeg mærkede hvordan jeg fór hen i mod lyset i høj fart. Jeg var ikke bange. Da jeg kom ind i lyset, mærkede jeg fred og glæde og først og fremmest en dyb, ubetinget kærlighed. Lyset var en funklende, glødende sky. Inde fra skyen hørte jeg en stemme i mit hoved og vidste det var Gud. Eftersom mine forældre aldrig talte om Gud eller tog mig med i kirke, ved jeg ikke hvordan jeg vidste det, men det gjorde jeg.

Jeg følte virkelig at dette sted var mit rigtige hjem, dette sted hvor jeg var med dette smukke lys, som var Gud. Jeg følte mig omgivet af lyset og var ét med det. Følelsen var som at blive taget op og holdt om af min far, da en gøende hund bed mig bare et par måneder tidligere.

Endnu et smukt lys, bare mindre, sluttede sig til os. Det var en pige der var ca. 10 år gammel. Hun lignede mig lidt, jeg kunne se hun genkendte mig. Vi omfavnede hinanden og hun sagde: ”jeg er din søster. Jeg blev opkaldt efter vores bedstemor, Willamette, som døde en måned før jeg blev født. Vores forældre kaldte mig Willie. De ville vente med at fortælle dig om mig indtil du er klar”. Jeg talte til hende og hun til mig uden ord. Det er virkelig mærkeligt, når jeg tænker tilbage på det, men på det tidspunkt virkede det naturligt. Hun kyssede mig på hovedet og jeg mærkede hendes varme og kærlighed. ”Du er nødt til at tage tilbage nu, Sandy”, sagde hun. ”Du er nødt til at redde mor fra ilden. Det er meget vigtigt, du er nødt til at gå tilbage og du er nødt til at gøre det nu”. Hun sagde det med omsorg og sødme i stemmen, mens hun smilede ømt. ”Nej, jeg vil ikke”, sagde jeg, ”lad mig blive her hos dig”. ”Mor har brug for dig til at redde hende fra ilden”, gentog hun, stadig ømt og blidt. Som en egoistisk lille møgunge begyndte jeg at græde og rase i et hysterisk anfald af værste skuffe. Jeg kastede mig ned og hulkede og slog om mig og fik sikkert alle omkring mig til at føle sig ubehageligt til mode.

De viste mig en slags film, hvor jeg så mine forældre nede på jorden sidde ved siden af min hospitalsseng, meget bekymrede og bange. De rørte ved mig og talte til mig og tiggede mig om ikke at dø. ”Vil du ikke nok lade være med at dø?” græd de. Jeg blev meget ked af det på deres vegne; alligevel var jeg ikke klar til at sige farvel til alt det smukke og alle de vidunderlige følelser af alt, der var godt ved dette sted, denne himmel. Gud grinede klukkende til mig og så på mig med stor medfølelse. Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt, men jeg vidste, hvad han tænkte. Han lo af mine barnlige fjollerier.

Så pegede han med en finger på et andet lys, der formede sig i det fjerne. Jeg blev meget chokeret, da det viste sig at være min kære ven og nabo, Glen, der viste sig og højt råbte: ”Sandy, gå hjem, gå hjem nu”. Han sagde det med sådan en autoritet at jeg med det samme stoppede med at græde og var tilbage i min krop på et splitsekund.

Jeg åbnede mine øjne og så mine forældres glædesstrålende og lettede ansigter, jeg fortalte dem hvad jeg havde oplevet så snart jeg kunne, og de kaldte det først for en drøm. De fortalte mig at vores nabo, Glen, var død af et pludseligt hjertetilfælde dagen efter jeg kom på hospitalet. Han var en venlig, gammel mand, der altid inviterede min bror og jeg og alle de andre børn fra kvarteret ind i hans baghave for at lege med hans fem hunde. Han elskede børn og plejede at give os mad, gaver og slik. Hans kone blev nogle gange træt af os og sagde at vi skulle gå hjem. Så plejede han at se bebrejdende på hende og sige: ”Rose, du må aldrig sige til Sandy at hun skal gå hjem, hun må gerne blive her så længe hun vil”. Jeg var hans yndling af alle de børn, han inviterede. Det var virkelig et chok for mig, da han råbte ad mig som han gjorde, det var derfor jeg med det samme var stoppet med at stritte imod og havde følt mig lidt flov over min opførsel. Jeg kan også huske, at jeg følte mig lidt såret på det tidspunkt. Mine forældre fortalte mig først at han var død efter at jeg havde fortalt dem min historie.

Jeg tegnede et billede af min ”englesøster” der havde mødt mig og fortalte alt hvad hun havde sagt. Mine forældre var chokerede, de fik sådan et forfærdet udtryk i ansigterne. De blev så forvirrede at de rejste sig og forlod værelset. Efter lidt tid vendte de til sidst tilbage. De bekræftede at de havde mistet en datter der hed Willie. Hun døde af forgiftning ca. et år efter jeg blev født. De besluttede at de ikke ville fortælle det til min bror og jeg før vi blev store nok til at forstå hvad liv og død var for noget. I forhold til det med at redde min mor fra ilden, var der ingen af os, der anede hvad det skulle betyde.

Min mor hjælper mig med at skrive dette og jeg spurgte hvordan hendes liv ville have været, hvis jeg var død, hvis jeg havde fået min vilje og var blevet i himlen. Hun svarede: ”jeg græd i månedsvis efter vi mistede Willie, hvis vi også havde mistet dig, ville det være som et levende helvede, med ild og det hele”. Tiden vil vise om der er andet i det, men måske giver det meget god mening indtil videre. Jeg er sikker på at vi får Willie at se igen en dag og så vil jeg spørge hende, hvad hun mente.

Hele vores families liv er forandret. Vi går i kirke nu, og jeg gør en masse ting anderledes end jeg gjorde før.